Der var engang en dreng, der hed Viggo, som boede i et gult hus med en have, hvor æbletræerne altid syntes at bære lidt flere frugter end naboens. Viggo var en god dreng, men han led af en meget mærkværdig sygdom, som hans mor kaldte for “Glemsomhed i farten“. Det var ikke fordi, han ikke ville hjælpe til, men hver gang han fik besked på at stille sine støvler i gangen, hænge sin jakke op eller bære sin tallerken ud, så skete der noget magisk i hans hoved. En idé om et rumskib eller en tegning af en drage ville puffe beskeden helt ud af ørerne på ham, og så blev støvlerne stående midt på gulvet som små snublefælder.
Men i Viggos verden var tingene ikke helt, som de er i din og min. For i den lille by, hvor han boede, havde hver eneste ting, man foretog sig, en skygge. Ikke bare den mørke figur, der følger efter dig i solskin, men en opgaveskygge. Når man havde gjort det, man skulle, forsvandt skyggen ind i tingen og faldt til ro. Men hvis man lod en opgave ligge halvfærdig, eller helt glemte den, så blev skyggen herreløs. Den slap fri af genstanden og begyndte at vandre rundt på egen hånd som et lille, mørkt spøgelse af dårlig samvittighed.
En tirsdag eftermiddag, hvor regnen trommede mod ruderne, sad Viggo på sit værelse og legede med sine biler. Han havde fået besked på at rydde op efter morgenmaden, men tallerkenerne stod stadig på bordet, og hans sengetøj lignede et bjerglandskab efter en voldsom storm. Pludselig lagde han mærke til noget mærkeligt ved væggen. Der var en skygge, der lignede en gaffel, som hoppede op og ned. Ved siden af den dansede skyggen af en beskidt sok, og oppe under loftet svævede noget, der mest af alt lignede skyggen af en uåbnet matematikbog.
Viggo gned sig i øjnene. Han vidste godt, hvad det betød. Det var de herreløse skygger. De var trætte af at vente på ham, og nu var de vågnet til dåd. Skyggen af gaflen begyndte at prikke ham i ryggen, og skyggen af sokken udsendte en lyd, der mindede om en lille, utilfreds prut. Viggo prøvede at fange dem med hænderne, men de smuttede bare gennem hans fingre som røg. De grinede med små, lydløse skyggegrin og begyndte at rode i hans legetøj, så bilerne trillede ind under sengen, og klodserne væltede.
Viggo indså, at hvis han ikke gjorde noget hurtigt, ville hele huset snart være fyldt med herreløse skygger fra alle de små ting, han havde glemt i ugens løb. Han løb ud i køkkenet, hvor skyggen af hans morgenmadstallerken var ved at lære skyggen af en mælkekarton at danse tango på væggen. Det så egentlig meget sjovt ud, men det betød også, at køkkenet føltes koldt og uroligt. Viggo greb fat i den rigtige tallerken, skyllede den hurtigt af og satte den i opvaskemaskinen. I samme sekund, som tallerkenen klikkede på plads, gav skyggen på væggen et lille suk og forsvandt med et blødt puf.
Det gav Viggo blod på tanden. Han spurtede ind i stuen, hvor hans sko lå og flød. Skyggerne af skoene løb om kap langs panelerne og fik de rigtige sko til at snuble over hinanden. Viggo greb skoene, satte dem pænt på hylden i gangen og mærkede straks, hvordan uroen i rummet faldt. En efter en fangede han de herreløse skygger ved simpelthen at gøre det, han vidste, han burde have gjort for længe siden. Han redte sengen, og skyggebjerget forsvandt. Han hang jakken op, og skyggeærmerne, der havde vinket hånligt til ham, blev stille.
Til sidst var der kun én skygge tilbage. Det var den største og mørkeste af dem alle, og den sad tungt i hjørnet af hans værelse. Det var skyggen af et “undskyld”, som han skyldte sin lillesøster, efter han var kommet til at ødelægge hendes perleplade tidligere på dagen. Den skygge kunne han ikke fange med en opvaskebørste eller en bøjle. Viggo trak vejret dybt og gik ind på søsterens værelse. Han satte sig på gulvet og hjalp hende med at finde de rigtige farver til en ny perleplade, mens han hviskede, at han var ked af det.
I det øjeblik forsvandt den sidste, tunge skygge fra det gule hus. Der blev helt stille, og lyset fra den lave eftermiddagssol strømmede ind gennem vinduerne. Viggo mærkede en mærkelig lethed i kroppen. Det var som om, han ikke længere bar rundt på en usynlig rygsæk fuld af sten. Han lærte den dag, at hver gang man lader en opgave ligge, skaber man en lille knude i verden, som kun man selv kan løsne. Og selvom det nogle gange er kedeligt at rydde op eller sige undskyld, så er det meget sjovere end at blive jagtet af herreløse skygger.
Da mørket faldt på, og stjernerne tittede frem over det gule hus, lagde Viggo sig i sin nydelige, glatte seng. Han vidste, at hans egne skygger nu lå pænt under ham, præcis som de skulle, og sov lige så trygt som han selv. Verden var i balance, og der var ikke en eneste gaffelskygge, der hoppede på væggene. Han lukkede øjnene med et smil, klar til en ny dag, hvor han ville prøve at gøre tingene med det samme, så skyggerne aldrig mere fik chancen for at stikke af.
Læs næste eventyr: [Maja og det forsvundne humør]
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
