Vi er gået fra at sælge ‘forsikring mod ridser’ til at ville eje folks stikkontakter. Det er det glade vanvid, når du ikke kan købe en vaskemaskine uden at ende med en ny elaftale og en eksistentiel krise ved kassen.
Da stikkontakten blev til en salgsvare
Prøv at forestille dig scenariet. Du står nede i Elgiganten eller Power. Du har brugt tre kvarter på at stirre ind i skærmene på 40 forskellige fladskærme, indtil dine øjne bløder, og du endelig har valgt den model, der lover sorttere sort end naboens samvittighed. Du er klar. Du har dankortet fremme. Du vil bare hjem og se fodbold eller en dokumentar om snabeldyr.
Men så sker det. Sælgeren læner sig frem med det der blik, man normalt kun ser hos folk, der prøver at hverve dig til en kult eller sælge dig en timeshare-lejlighed i Albir. ”Tillykke med dit nye TV,” siger han. ”Skal du ikke også have strøm til det?”
Det er her, filmen knækker. For 4 ud af 10 danskere bliver nu præsenteret for en elaftale, før de overhovedet har nået at få deres nye grej ud af butikken. Det er som om, elektronikbutikkerne er holdt op med at være butikker og i stedet er blevet til en slags gidseltagere af vores infrastruktur. Du kom efter en vaskemaskine, der kan centrifugere uden at lyde som en jetjager, men du går derfra som abonnent på en variabel elpris, tre mobilabonnementer og en cloud-løsning til din brødrister.
Forsikring mod alt – undtagen sund fornuft
Vi kender alle sammen de famøse tillægsforsikringer. Dem, der koster det samme som en mellemstor personbil, og som dækker alt, hvis maskinen eksploderer på en tirsdag i skudår, mens du står på ét ben. Det var det første skridt ned ad den glatte bakke. Nu er vi nået til næste niveau: One-stop-shopping for absolut alt, du aldrig har bedt om.
Det er en fascinerende logik. Fordi du har brug for en dims, der bruger strøm, må du nødvendigvis også have brug for at skifte dit elselskab. Det svarer jo til, at bageren spørger, om du vil have en ny lejekontrakt på din bolig, nu hvor du alligevel skal have et sted at spise dit rundstykke. Eller at du skal melde dig ind i en a-kasse for at få lov til at købe en rister, så du er sikret, hvis du en dag mister evnen til at riste brød.
Det mest skræmmende er, at vi hopper på den. Vi er så trætte i hovedet af at sammenligne gigabytes, hertz og energimærker, at når sælgeren siger ”det er faktisk en rigtig god aftale”, så nikker vi bare som trætte får. Vi skriver under på hvad som helst for at få lov til at forlade butikken med vores nye 65 tommer under armen.
Hvad bliver det næste?
Hvor stopper det? Hvis vi følger den nuværende kurs, bliver fremtidens indkøbsture en tour de force i uventede livsvalg. Du går ind for at købe en vugge til den lille ny og ender med en dåbspagt og en børneopsparing i en bank, du aldrig har hørt om, fordi det gav 200 kroners rabat på madrassen.
Måske skal vi til at have en sagsbehandler med, når vi skal købe et nyt køleskab? Bare for at sikre, at vi ikke ved et uheld kommer til at skifte både pensionsselskab og fagforening, mens vi diskuterer, om der skal være isterningmaskine i døren på et køleskab. Den eneste fest er, at holde øje med blikket hos sælgeren i det sekund man siger nej tak til at betale 1000 kroner for en forsikring man i forvejen har derhjemme. Blikket ser tydeligt indøvet ud og signalerer, at man her er ude på et skråplan og virkelig tager fejl og at døden venter lige udenfor Elgiganten.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
