Villads finder en trappe, der ikke burde være der. En trappe, der snor sig helt op til de drømme, man normalt glemmer, når man vågner, og hvor kun dem med det reneste barnesind kan finde vej.
Det hele startede en tirsdag aften, hvor månen lignede en skive gul ost, der var blevet bidt lidt i kanten. Villads lå i sin seng og kiggede på de selvlysende stjerner, han havde klistret op i loftet, men de lyste ikke helt så kraftigt, som de plejede. Faktisk virkede hele værelset lidt for almindeligt, og det er jo det værste, et værelse kan være, når man er syv år og har lommerne fulde af spændende sten og elastikker. Men så skete det. En svag knirken lød fra gulvbrædderne lige midt i værelset, præcis der hvor hans blå tæppe med dinosaurerne lå. Først troede Villads, det var hans hund, Buster, der drømte om pølser, men Buster lå nede i kurven og snorkede som et gammelt damptog. Villads listede ud af sengen, og da han løftede kanten af tæppet, så han det. Der var ikke længere noget trægulv. I stedet var der et rundt hul, og op fra hullet snoede en trappe sig. Den var ikke lavet af træ eller sten, men af noget, der lignede frosset solskin blandet med glimmer.
Uden at tænke sig om to gange, satte Villads den første fod på det øverste trin. Det sagde ikke “dong” eller “bang”, men gav i stedet en lyd som en lille sølvklokke, der blev rystet forsigtigt. Trappen var varm under hans bare tæer, og den duftede af nyslået græs og varme pandekager. Villads begyndte at gå nedad, men til hans store overraskelse opdagede han, at for hvert trin han tog nedad, kom han faktisk højere op. Det var en af de der mærkelige ting, der kun sker i eventyr, og som voksne aldrig forstår, fordi de altid bruger lineal og lommeregner til alting. Villads kiggede op, eller ned, alt efter hvordan man så det, og så at hans værelse nu var langt væk. Loftet var forsvundet, og i stedet var der en uendelig nattehimmel fyldt med stjerneskud, der legede tagfat.
Trappen snoede og drejede sig som en kæmpe, lysende slange gennem luften. Villads mødte snart en lille mand, der sad på et trin og pudsede en gammel vækkeur-skal med en tot vat. Manden havde en hat på, der lignede en omvendt tekop, og hans skæg var så langt, at han brugte det som et lille tæppe over knæene. Han præsenterede sig som Trin-Tælleren. Han forklarede Villads, at de fleste mennesker glemmer at kigge efter trappen, fordi de har for travlt med at kigge på deres egne sko eller deres telefoner. Men hvis man husker at kigge efter det umulige, så dukker vindeltrappen op før eller siden. Trin-Tælleren fortalte, at denne trappe førte direkte til Drømmeslottet, hvor alle de gode ideer og de smukkeste drømme bliver opbevaret i store krukker, så de ikke bliver væk i hverdagens travlhed.
Villads fortsatte sin vandring, og jo højere han kom op, jo mere magisk blev verden omkring ham. Han passerede skyer, der var bløde som vat, og som smagte af lyserød candyfloss, når man stak tungen ud. Nogle af skyerne var formet som elefanter med vinger, og de vinkede til ham med deres snabler, mens de svævede forbi. Han mærkede overhovedet ikke træthed i benene, for trappen gav ham energi for hvert skridt. Det var som om, at jo mere han troede på, at han kunne nå toppen, jo lettere blev hans fødder. Til sidst kunne han se slottet. Det lignede noget, der var bygget af de fineste glasperler, nordlys og gode minder. Tårnene var så høje, at de kilede stjernerne under fødderne, og porten var lavet af massivt chokolade med mønstre af hvid glasur.
Da Villads trådte ind gennem porten, befandt han sig i det, manden på trappen havde kaldt De Glemte Drømmes Bibliotek. Her var der ikke tale om kedelige bøger med støvede sider, men om svævende lyskugler, der hver især gemte på en historie. Når man rørte ved en kugle, foldede en hel verden sig ud foran ens øjne. Villads rørte ved en lille, grøn kugle og så pludselig sig selv som en modig ridder, der red på en kæmpe guldsmed. Han rørte ved en blå kugle og hørte lyden af havfruer, der sang for de skibe, der var faret vild i tågen. Bibliotekaren var en ugle med briller af iskrystaller, og hun nikkede venligt til Villads. Hun fortalte ham, at det var hans job at passe på disse drømme, så de ikke visnede. “Drømme dør kun, hvis ingen tror på dem mere,” sagde hun med en stemme, der lød som raslende efterårsblade.
Efter biblioteket kom Villads til Idéernes Køkken. Det var her, de voksne burde gå hen lidt oftere, tænkte han. I store kobberkedler boblede det med de vildeste indfald. Der var en kedel til “hvordan man bygger et hus af ost”, og en anden til “hvorfor man ikke kan kilde sig selv”. Små skovtrolde i hvide forklæder løb rundt og rørte i gryderne med store træskeer, mens de sang sange om fantasiens kraft. De tilbød Villads en smagsprøve på en ny idé, de lige havde bagt. Det lignede en lille, gylden småkage, men da han bed i den, smagte den af den første dag i sommerferien og duften af regn på en varm asfaltvej. Pludselig vidste Villads præcis, hvordan han skulle bygge den største hule i haven, når han kom hjem – en hule med hemmelige gange og et tag lavet af bregner.
Køkkenet var fyldt med en herlig larm. Tallerkener dansede ballet på bordene, og i ovnen hævede store brød, der formede sig som små dyr, hver gang de blev færdige. En af troldene fortalte, at de bedste ideer altid er dem, der virker en lille smule skøre i starten. “Hvis folk siger, at det ikke kan lade sig gøre, så ved man, at man har fat i noget rigtigt,” forklarede trolden og blinkede med det ene øje. Villads indså, at verden dernede under hans værelse tit glemte at være lidt skør. Folk gik i de samme tøj, spiste de samme madpakker og sagde de samme ting til hinanden hver eneste dag. Men her i slottet var intet det samme i mere end to minutter ad gangen, og det var lige præcis sådan, det skulle være.
Tiden i Drømmeslottet går anderledes end på jorden. Det kan føles som ti minutter, selvom der er gået en hel nat, eller det kan føles som et helt år, selvom uret kun har flyttet sig en millimeter. Villads mødte Fantasiens Dronning i den øverste tronsal. Hun bar en krone lavet af frosne tårer fra en glad klovn, og hendes kjole skiftede farve efter hendes humør. Lige nu var den solgul, fordi hun var så glad for at se en besøgende fra den anden side. Hun gav Villads en vigtig besked: “Tag denne nøgle med dig tilbage,” sagde hun og rakte ham en lille, lysende genstand. “Den kan ikke låse døre op, men den kan åbne dit sind. Så længe du har den, vil du aldrig blive for gammel til at se vindeltrappen.”
Villads vidste, at det var på tide at vende næsen hjemad. Stjernerne udenfor slottets vinduer begyndte at blegne, og han vidste, at solens første stråler snart ville ramme hans dinosaur-tæppe. Han sagde farvel til uglen, troldene og dronningen, og så begyndte han nedstigningen. Men denne gang føltes det som om, han gik opad for at komme ned. Vindeltrappen var nu kølig under hans fødder, og den duftede af morgenluft og friskbrygget kaffe (den duft, de voksne altid brugte til at vække sig selv med). Da han nåede det sidste trin, trådte han direkte ind på sit værelse. Gulvbrædderne lukkede sig bag ham med et lille suk, og det blå tæppe faldt på plads, som om intet var hændt.
Han kravlede hurtigt tilbage i sengen og trak dynen helt op til hagen. Buster løftede hovedet fra kurven, gabte højt og kiggede på Villads med sine kloge hundekugler. Villads mærkede noget hårdt og varmt i sin hånd. Han åbnede fingrene forsigtigt, og der lå den. Den lille, lysende nøgle fra dronningen. Den lyste ikke længere så kraftigt som oppe i slottet, men den glødede stadig med et svagt, gyldent skær, der mindede ham om, at det ikke bare var en drøm. Han vidste nu, at uanset hvor travlt verden fik, og uanset hvor mange lektier han skulle lave, så ville han altid have en genvej til det magiske sted. Han skulle bare huske at kigge efter trappen.
Næste morgen, da hans mor kom ind for at vække ham, spurgte hun, hvorfor han smilede så stort. Villads fortalte hende om vindeltrappen, slottet, den kloge ugle og idé-kagerne. Hans mor smilede og strøg ham over håret, mens hun sagde: “Det var da en dejlig drøm, Villads. Kom nu, vi skal nå i skole.” Villads svarede ikke, men han knyttede hånden om den lille nøgle, han havde gemt under sin pude. Han vidste noget, som hun havde glemt, og det var helt i orden. For måske en dag, når hun mindst ventede det, ville hun også høre gulvbrædderne knirke og finde sin egen vej op til skyerne.
Det vigtigste her i livet er ikke at vide alt, men at turde tro på det, man ikke kan se med det blotte øje. Vindeltrapper findes nemlig kun for dem, der tør slippe gelænderet og stole på, at næste trin bærer dem højere op, end de nogensinde har været før. Og husk nu, at hvis du en nat hører en lille klokke ringe under din seng, så er det måske din tur til at tage den første fod på de gyldne trin.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #266 – Malthe og de syvstjernede søstjerner]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
