Villum havde fundet noget, som ingen andre i hele verden ejede, og det kildede helt ude i fingerspidserne af ren og skær spænding. Det var en lillebitte pose af blødt fløjl, der lå og glimtede midt i det høje græs bag den gamle, krogede eg.
Da Villum forsigtigt løsnede snoren, hvirvlede en sky af det fineste, mest glitrende guldstøv op i luften, og det føltes som om, at selve vinden begyndte at grine af bar lykke. Det var ikke bare guldstøv, det var succes-støv, og Villum vidste med det samme, at hans liv aldrig ville blive det samme igen.
Villum boede i en lille by, hvor alle huse havde hver deres farve, og hvor skorstenene lignede store, omvendte lakridspiber. Normalt var Villum bare en helt almindelig dreng, der var ret god til at bygge tårne af træklodser og rimelig hurtig til at løbe om kap med sin skygge, men med posen i hånden følte han sig som kongen af hele kongeriget. Han opdagede hurtigt, at hvis han bare pustede en lille smule af støvet på noget, så blev det helt perfekt. Han prøvede det først på sin gamle, rustne cykel, der altid knirkede som et surt gammelt spøgelse. Så snart guldstøvet ramte styret, rettede cyklen sig op, hjulene begyndte at spinde som tilfredse katte, og pludselig kunne Villum cykle hurtigere end selv den mest travle postbud i verden. Han kørte i store cirkler, mens de andre børn kiggede med store øjne, og for første gang følte Villum sig som den allerbedste til noget.
Det føltes så dejligt at vinde og være den bedste, at Villum besluttede sig for, at han aldrig ville dele sit hemmelige guldstøv med nogen som helst. Han gemte posen dybt inde under sin seng, og hver dag brugte han en lille smule mere. Han dryssede det på sine lektier, og pludselig stod alle tallene i rækker helt af sig selv, så læreren klappede i hænderne af begejstring. Han dryssede det på sin fodbold, og hver gang han sparkede, fløj bolden i en perfekt bue lige ind i målet, uanset hvor han stod på banen. Villum var blevet en succes, og alle i byen talte om den fantastiske dreng, der aldrig fejlede.
Men efterhånden som dagene gik, begyndte noget mærkeligt at ske. Selvom Villum vandt hvert eneste kapløb og fik topkarakterer i alt, så føltes det ikke længere lige så sjovt. Når han vandt over sine venner i fodbold, jublede de ikke længere sammen med ham. De trak i stedet på skuldrene og gik deres vej, for de vidste jo på forhånd, at Villum ville vinde. Der var ingen spænding, ingen grin og ingen fælles jubel, når man vidste, hvordan det hele endte. Villum sad ofte alene tilbage på banen med sin perfekte bold, mens de andre børn legede længere nede ad vejen, hvor de grinede af deres egne fejl og klodsede spark.
En eftermiddag gik Villum forbi bageriet, hvor duften af brændt brød hang tungt i luften. Bageren, en tyk mand ved navn Hr. Krumme, sad på en omvendt melspand og så rigtig trist ud. Hans ovn var gået i stykker, og de store fødselsdagskager, han skulle have lavet til byens fest, var alle sammen blevet flade og kedelige. Villum kiggede på sin pose med guldstøv og tænkte på alle de ting, han selv havde opnået med det. Han kunne nemt have hjulpet bageren, men han var bange for, at hvis han delte støvet, så ville han selv miste sin status som den allerbedste. Han skyndte sig videre, men Hr. Krummes triste ansigt blev ved med at spøge i hans tanker.
Lidt længere nede ad gaden mødte han sin ven, som sad ved et lille bord og forsøgte at tegne et kort over en skatteø. Vennegruppen havde planlagt en stor leg, men ingen kunne finde ud af at tegne kortet rigtigt, så det hele gik i stå. Villum mærkede posen brænde i lommen. Han vidste, at et enkelt pift af guldstøv ville gøre kortet så smukt og præcist, at legen ville blive den bedste nogensinde. Men igen holdt han igen. Han ville hellere være den, der selv ejede succesen, end den, der hjalp andre med at finde den.
Da Villum kom hjem og lagde sig i sin seng, kiggede han op i loftet. Han var den bedste cyklist, den bedste elev og den bedste fodboldspiller, men han var også den mest ensomme dreng i hele byen. Guldstøvet lå i sin fløjlspose og glimtede mat, som om det også kedede sig over kun at blive brugt til én person. Villum indså, at succes slet ikke er guld værd, hvis man står med den helt alene. Det er ligesom at have en kæmpe fødselsdagskage og spise den selv i et mørkt rum; det smager måske godt i starten, men man får hurtigt ondt i maven og mangler nogen at grine med over flødeskummet på næsen.
Næste morgen løb Villum direkte ned til bageriet. Hr. Krumme sad der stadig, men nu var han begyndt at rydde op i de ødelagte kager. Villum tog posen op og pustede et stort, skyagtigt pift af guldstøv direkte ind i ovnen og over alle de flade kager. Pludselig begyndte ovnen at nynne en glad melodi, og kagerne hævede sig så højt og flot, at de lignede små, søde slotte med glasur og krymmel. Hr. Krumme spærrede øjnene op og udstødte et lille hvin af glæde. Han begyndte at danse rundt i bageriet, og snart var hele gaden fyldt med folk, der ville smage de fantastiske kager.
Villum stoppede ikke der. Han løb videre til sine venner og dryssede guldstøv over deres skattekort, så vejene på papiret begyndte at lyse svagt og vise vej til det sjoveste eventyr. Han brugte støvet på nabokonen, hvis blomster var visnet, og på byens gamle fontæne, der pludselig begyndte at sprøjte med vand, der glimtede i alle regnbuens farver. For hver gang han delte støvet med andre, føltes hans eget hjerte lettere og varmere. Han var ikke længere den eneste, der havde succes; hele byen blomstrede, og alle var glade sammen.
Det mærkeligste var, at jo mere guldstøv Villum gav væk, jo mere syntes der at være tilbage i posen. Det var som om, at støvet voksede, hver gang det bragte et smil frem hos andre. Da aftenen faldt på, og byens store fest var i fuld gang med Hr. Krummes kager og børnenes skattejagt, stod Villum og kiggede ud over mængden. Han var ikke længere den bedste til alt, for nu var der mange, der var gode til forskellige ting. Men han var med i fællesskabet, og han blev inviteret med til alle legene, fordi han var ham, der kunne få ting til at ske sammen med de andre.
Da den sidste rest af guldstøv i posen begyndte at hvirvle rundt af sig selv, løsnede Villum snoren helt og holdt posen op mod nattehimlen. En kraftig vind kom susende og tog alt støvet med sig, så det spredte sig som tusindvis af små stjerneskud over hele landet. Nu var succesen ikke længere i en pose i Villums lomme; den var i vinden, i jorden og i alle de mennesker, der turde prøve noget nyt. Villum smilede, for han vidste, at selvom han nu skulle øve sig for at blive god til at cykle eller spille fodbold igen, så ville det være meget sjovere, fordi han ikke gjorde det alene. Han lagde den tomme fløjlspose på natbordet og mærkede, hvordan en dyb, rolig træthed bredte sig i kroppen. Verden var fyldt med magi, men den største magi var at se andre lykkes og vide, at man havde givet dem et lille puf i den rigtige retning.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Pigen med de usynlige vinger
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
