Langt ude over de brusende have og højt over de spidse bjergtoppe boede en lille vind, der hed Valdemar. Valdemar var ikke som de andre vinde i sin familie. Hans far var en mægtig Nordenvind, der kunne puste skibe helt til Grønland, og hans mor var en varm Søndenvind, der bar duften af appelsiner og fjerne lande med sig. Men Valdemar? Han var mest af alt bare en lille, nysgerrig brise, der hellere ville kildre græsstrå end at vælte skorstene.
Det største problem for Valdemar var dog ikke hans størrelse, men hans drøm. Valdemar ville nemlig frygtelig gerne have et hjem. Alle hans onkler og tanter grinede af ham, så det pebet i alle nøglehuller. "En vind har ikke et hjem, knægt!" brølede Onkel Orkan, mens han øvede sig på at lave bølger så høje som Rundetårn. "Vi er skabt til at fare afsted. Vi er her det ene øjeblik og væk det næste. Hvis vi står stille, så findes vi slet ikke." Men Valdemar kunne ikke slippe tanken. Han så, hvordan musene havde deres lune huller, hvordan fuglene havde deres reder, og hvordan menneskene lukkede deres døre og tændte lys i vinduerne, når mørket faldt på. Han ville også have et sted, hvor han hørte til.
En morgen, da duggen stadig lå som små diamanter på edderkoppespindene, besluttede Valdemar sig for at drage ud i verden for at finde sit hjem. Han pustede sig lidt op, så han lignede en lille, sølvskinnende sky, og svævede ned mod jorden. Det første sted, han prøvede, var et gammelt, forladt slot med store, tomme sale og tårne, der rørte ved skyerne. "Her er plads nok," tænkte han og smuttede ind gennem et knust vindue. Han prøvede at lægge sig til ro i en stor riddersal, men væggene var kolde, og ekkoet af hans egne små suk lød så ensomt, at han hurtigt sivede ud igen. Et hjem var ikke bare et tomt rum, indprentede han sig selv.
Da han svævede videre over en stor, grøn eng, så han noget, der fik ham til at stoppe op. En kæmpe, farvestrålende drage lå og kiggede længselsfuldt op mod himlen. Den var formet som en ildspyende drage med lange, røde bånd som hale, men den lå helt stille i græsset. Ved siden af stod en lille pige og så bedrøvet ud. "Jeg kan ikke få den til at flyve," sukkede hun. Valdemar fik en idé. Måske var hans hjem slet ikke et hus? Måske var hans hjem i luften sammen med en ven?
Han tog tilløb helt oppe fra de hvide skyer og dykkede ned under dragens vinger. Med et mægtigt "pust!" løftede han den op fra græsset. Pigen jublede, og dragen dansede i luften, mens Valdemar holdt den oppe med alle sine kræfter. Det var sjovt, og han følte sig vigtig, men efter et par timer blev han træt. Han opdagede, at han ikke kunne blive boende under en drage for evigt. Han var nødt til at bevæge sig, og dragen var tøjret til jorden med en snor. Han sagde farvel med et lille pift og lod dragen dale blidt ned til pigen igen.
Valdemar fløj videre mod en lille landsby, hvor husene lå tæt sammen. Han hørte en mærkelig lyd, en slags sprød og klangfuld musik, der kom fra en have. I et gammelt egetræ hang nogle lange rør af sølv, der glimtede i solen. Det var vindklokker. Valdemar sneg sig tættere på og pustede forsigtigt til dem. Kling-klang-pling, sagde de. Lyden var så smuk, at Valdemar næsten glemte at trække vejret. "Måske er dette mit hjem," tænkte han. "Jeg kan blive her og lave musik for folk."
Han tilbragte hele eftermiddagen med at spille på vindklokkerne. Han lærte at lave dybe toner ved at puste hårdt og lyse toner ved bare at stryge mod de mindste rør. En gammel mand kom ud på sin terrasse og smilede. Han lukkede øjnene og nød musikken. Valdemar følte en varme indeni, som han aldrig havde mærket før. Men da natten kom, blev vindklokkerne tavse, og den gamle mand gik ind og lukkede døren. Valdemar sad tilbage i egetræet og mærkede kulden. Han var stadig udenfor. Han indså, at selvom man skaber glæde for andre, er det ikke altid det samme som at have fundet sit eget hvilested.
Han fløj ind i en tæt skov, hvor træerne stod så tæt, at solens stråler kun lige kunne kigge igennem bladene. Her mødte han en klog gammel ugle, der sad på en gren. "Hvorfor ser du så mut ud, lille brise?" spurgte uglen og pudsede sine briller med en vinge. Valdemar forklarede om sin søgen efter et hjem, og hvordan hverken slottet, dragen eller vindklokkerne havde været det helt rigtige. Uglen vippede med hovedet. "Du leder efter noget fast, men du er lavet af frihed," sagde den kloge fugl. "Et hjem er ikke nødvendigvis fire vægge og et tag. For en vind som dig er hjemmet der, hvor du finder ro."
Valdemar forstod ikke helt, hvad uglen mente, men han var meget træt nu. Han fandt en gammel, hul træstamme, der var dækket af blødt, grønt mos. Han listede derind og rullede sig sammen som en lille, usynlig kat. Herinde var der læ for de store vinde, der huserede oppe over trækronerne. Der var duften af skovbund og lyden af en lille bæk, der klukkede i nærheden. En lille skovmus kiggede ind, snusede til luften og lagde sig til at sove i det andet hjørne af stammen.
Lige der, i mørket og stilheden, mærkede Valdemar det. Han følte sig tryg. Han behøvede ikke at eje et hus eller være bundet til én ting. Hans hjem var de små pauser. Hans hjem var sprækken i den hule stamme, folden i et gardin, der duftede af nystrøget tøj, og den lille hule under et stort blad, når det regnede. Han var vinden, og hele verden var i virkeligheden hans hjem, så længe han huskede at hvile sig ind imellem.
Næste morgen vågnede Valdemar med fornyet energi. Han kildrede musen på dens små ører, så den n陸sede i søvne, og så strøg han ud af den hule stamme. Han vidste nu, at han var præcis, som han skulle være. Han var ikke en stor storm, og han var ikke en stationær ting. Han var Valdemar, den lille vind, der kunne finde et hjem i ethvert smil, han fremkaldte, og i enhver krog, hvor han kunne tage en lur.
Han fløj op til sin familie i de høje luftlag. Onkel Orkan var lige ved at gøre klar til en efterårsstorm, men Valdemar bare smilede. Han havde ikke brug for at larme for at føle, han var noget. Han vidste, at når aftenen kom, og menneskene tændte deres lys, så ville han finde en lille revne i et sommerhus eller en plads i en barnevogns kaleche og sove trygt og godt. For når man er fri som vinden, er hele verden en stor, varm seng, hvis bare man ved, hvor man skal kigge.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Det magiske viskelæder og de forsvundne fejl]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
