Der findes en mand i nærheden af Videbæk, som har gjort noget utilgiveligt. Han har ladet vinden blæse. Han har faktisk ladet den blæse så meget, at hans lille husstandsvindmølle gennem 14 år er kommet til at lave en lille smule for meget strøm. Tre gange. På fjorten år.
Det lyder som starten på en dårlig vits, men i Danmark er det ramme alvor. Det er her, systemet vågner. Det er her, de tunge mapper bliver fundet frem. For når en mand i Vestjylland producerer en kwh for meget til eget forbrug, ryster fundamentet under Slotsholmen.
Skat har talt. De har regnet. De har sandsynligvis brugt flere mandetimer på at analysere denne mands vindmølle, end det tog at bygge Storebæltsbroen. Resultatet? En regning på 9.202 kroner. Plus en hurtig eksklusion fra den ordning, han troede, han var en del af.
Vi taler så meget om den grønne omstilling. Vi holder taler i glashuse. Vi uddeler priser til folk, der tænker bæredygtigt. Men hvis du faktisk gør det som privatperson, skal du passe på. Du skal helst ikke være for effektiv. Du skal i hvert fald ikke producere mere, end bureaukratiet har givet dig lov til i en støvet cirkulæreskrivelse fra forrige årti.
Det er den danske model i en nøddeskal. Vi hylder visionerne, men vi straffer handlingerne. Især hvis handlingerne kan måles i småpenge.
Tænk hvis vi brugte den samme nidkærhed på de store syndere. Tænk hvis Skat jagtede de multinationale selskaber med samme energi, som de jagter en propel i Videbæk. Men det er jo svært. Det kræver jurister, der kan engelsk. Det kræver mod. Det er langt nemmere at sende en efterregning til en mand, der bare gerne ville have billig strøm, når det blæser.
Der sidder en bureaukrat et sted med et regneark. Han har sikkert følt en dyb, indre tilfredsstillelse, da han fandt de 9.202 kroner. “Her fangede vi ham!” har han tænkt. “Han har snydt fællesskabet for elafgift på de tre dage i 2018, hvor det blæste en halv pelikan.”
Det er en jagt på småpenge, mens de store beløb fosser ud af landet. Det er som at stå og tælle sandkorn på stranden, mens havet æder kysten.
Vi har skabt et system, der er allergisk over for sund fornuft. En husstandsvindmølle er en investering i fremtiden. Det er et lille bidrag til det store regnskab. Men for staten er det åbenbart en trussel mod de hellige afgifter. Man må for alt i verden ikke producere sin egen strøm uden at betale ved kasse ét, hvis man ved et uheld kommer til at lave en smule for meget.
Det minder om dengang, man blev straffet for at have for mange kartofler i haven. Eller hvis man plukkede for mange bær i skoven. Vi er blevet en nation af kontrollører. Vi har ansat tusindvis af mennesker til at holde øje med, at ingen gør noget fornuftigt uden at blive beskattet af det.
9.202 kroner. Det er beløbet for fjorten års grøn samvittighed. Det er prisen for at tro på, at man kunne gøre en forskel.
Man kan næsten se det for sig. Manden i Videbæk står og kigger på sin mølle. Den snurrer. Han burde være glad. Men nu kigger han på horisonten og håber på vindstille. For hver gang vingen tager en omgang, risikerer han en ny sag hos Skat. Vinden er blevet hans fjende. Naturen er blevet en skatteteknisk risiko.
Er det det her, vi vil med vores samfund? Skal vi virkelig bruge vores energi på at kvæle det personlige initiativ i ligegyldige regler? Vi skriger på iværksætteri og handlekraft, men så snart nogen rører på sig, kommer vi med målebåndet og den røde kuglepen.
Der er noget fundamentalt galt med prioriteringerne. Staten har åbenbart ikke nok at lave. Når man har tid til at overvåge en privat vindmølle i 14 år for at finde en lille afvigelse, så er vi gået over gevind. Bogstaveligt talt.
Vi har brug for et system, der hepper på manden fra Videbæk. Et system, der siger: “Fedt, du har produceret lidt ekstra strøm. Det bruger vi til at koge en kedel kaffe på.” I stedet siger vi: “Du skylder ni tusind kroner, og din tilladelse er inddraget.”
Det er ikke bare bureaukrati. Det er en mentalitet. Det er den danske smålighed sat i system. Vi elsker reglerne højere end resultaterne. Vi elsker kontrollen højere end friheden.
Så kære danskere, hvis I overvejer at gøre noget godt for klimaet, så husk at læse det med småt. Husk at hyre en revisor, før I sætter en vindmølle op. Husk at tjekke vejrudsigten hver morgen og sørg for, at det ikke blæser for meget. For staten kigger med. Og de sender ikke en tak. De sender en regning.
Vi kalder det grøn omstilling. I Videbæk kalder de det nok bare en dyr fornøjelse at have en god idé.
Det er svært at få armene ned af begejstring over statens præcision, men det er endnu sværere at få dem op, når de er bundet på ryggen af en elafgift.
Man skulle tro, det var en aprilsnar. Men det er bare tirsdag i Skattestyrelsen.
Sluk for møllen, Videbæk. Det bliver for dyrt at lade den snurre.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
