Woke er blevet tidsåndens mest slidte ord. Det er et elastisk buzzword, der bruges som både skjold og sværd. Et skældsord mod mænd over 40 og et adgangskort til de selvretfærdiges rige. Men hvornår holdt vi op med at kræve frihed til os selv og begyndte at kræve total ensretning af alle andre?
Det elastiske buzzword uden ejer
Hvis du spørger ti mennesker, hvad det vil sige at være woke, får du tolv forskellige svar. For nogle er det en nødvendig opvågnen til historiske uretfærdigheder og racisme. For andre er det et synonym for en hysterisk overfølsomhed, der truer selve fundamentet for den frie samtale. Problemet med ordet er netop dets subjektivitet. Det er blevet et våben, man kan svinge efter alle, man er uenige med. Hvis du er mand, hvid og har passeret de 40, er du nærmest per definition ikke vågen nok. Du er en del af det gamle system, en dinosaur i en verden af følsomme algoritmer.
Når vi bruger woke som et universelt mærkat, holder vi op med at tale sammen. Vi taler i stedet forbi hinanden. Vi bruger ordet til at parkere folk i en boks, hvorfra deres argumenter ikke længere behøver at blive hørt. Det er bekvemt, men det er også dødens pølse for demokratiet. Demokrati handler om samtalen mellem de uenige. Det handler om at blive klogere ved at lytte til dem, der ser verden fra en anden vinkel. Men woke-våbnet bruges i dag til at afmontere samtalen, før den overhovedet er gået i gang. Det er en form for intellektuel dovenskab klædt ud som moralsk overlegenhed.
Ungdommens evige og nødvendige oprør
Der er intet nyt i, at ungdommen gør oprør. Det er en naturlov. Hver generation har brug for at sparke til de voksnes fastlåste verdensbillede for at finde deres egen plads. Engang var det woke at mene, at man ikke måtte slå sine børn. Det var et radikalt brud med århundreders opdragelsesidealer, og de voksne rystede på hovedet. Engang var det woke at kræve retten til fri abort eller at insistere på, at kvinder skulle have stemmeret. Det var kampe for dannelse og menneskeværd, som blev mødt med modstand, men som i dag er fundamentale søjler i vores samfund.
Selv vores kulturvaner har været gennem woke-møllen. Der var en tid, hvor vals og polka blev anset for at være det eneste acceptable på dansegulvet. Da rock’n’roll rullede hen over landet, så man det som moralens forfald. De unge ville noget andet, de ville have frihed, og de tog den. Forskellen på dengang og nu er dog væsentlig. Dengang handlede ungdommens oprør ofte om at udvide friheden. Man ville have lov til at danse, elske og leve på nye måder. Man krævede sin egen plads, men man krævede sjældent, at de gamle også skulle danse rock’n’roll mod deres vilje. Det var et oprør for retten til at være anderledes, ikke et krav om, at alle skulle være ens.
Fra frihed til diktat og kravet om ensretning
Det er her, kæden hopper af for mig i den nuværende woke-debat. Vi er gået fra at kæmpe for personlig frihed til at kræve kollektiv underkastelse. Den moderne aktivisme handler ikke bare om, at “jeg vil have lov til at være mig selv”. Den handler i stigende grad om, at “du skal være ligesom mig, ellers er du et dårligt menneske”. Det er et skifte fra dannelse til diktat. Hvis ikke du bruger de rigtige pronominer, hvis ikke du har de rigtige holdninger til historiske monumenter, eller hvis du tillader dig at stille spørgsmålstegn ved de nyeste identitetspolitiske strømninger, så bliver du dømt ude.
Det er en form for moralsk absolutisme, der ikke efterlader plads til tvivl eller nuancer. I min verden er dannelse netop evnen til at rumme kompleksitet. Det er at forstå, at to mennesker kan se på det samme fænomen og nå frem til forskellige sandheder uden at den ene nødvendigvis er ond. Men i woke-logikken findes der kun én sandhed. Den er defineret af dem, der råber højest på de sociale medier. Hvis du ikke følger trop, er du ikke bare uenig – du er en fjende. Det skaber et klima af frygt, hvor folk holder kæft i stedet for at bidrage til den fælles samtale. Og et samfund, hvor folk er bange for at tale, er et samfund i åndenød.
Buste-dyk, havfrue-maling og hærværk som argument
Når samtalen dør, tager handlingen over. Men det er ikke den konstruktive handling, vi ser. Det er den symbolske destruktion. Vi har set det med Frederik V-busten, der blev skubbet i havnen af en gruppe aktivister, der mente, at det var “kunstnerisk aktivisme”. I virkeligheden var det bare hærværk mod fællesskabets ejendom under dække af et antikolonialt budskab. Man kan læse mere om de juridiske og etiske efterspil i denne rapport om Frederik V-busten. Problemet er ikke debatten om vores koloniale fortid – den er vigtig og nødvendig. Problemet er metoden. Man flytter ikke historien ved at drukne en gipsafstøbning. Man fjerner bare muligheden for at tale om den med dem, der ser værdien i vores kulturarv.
Det samme ser vi med graffitien på Den Lille Havfrue, hvor nogen malede “Racist Fish” på hendes sokkel. Det er en handling, der er så absurd, at den næsten tangerer det komiske, hvis ikke det var for den underliggende alvor. Som beskrevet i dækningen af graffitien på havfruen, blev det et symbol på en bevægelse, der har mistet jordforbindelsen. Når vi begynder at anklage eventyrfigurer og nationale symboler for racisme, udvander vi begrebet. Hvis alt er racisme, er intet racisme. Og mens vi skændes om en statue, glemmer vi de virkelige problemer med diskrimination og ulighed i vores samfund. Hærværk er ikke et argument; det er en falliterklæring for det levende ord.
Hashtagget som den moderne atombombe
I dag foregår den største udskamning dog ikke på gaden med spraydåser, men bag skærmen med hashtags. Et hashtag er blevet nutidens atombombe mod mennesker. Det bruges til at starte digitale lynchstemninger, hvor en person kan blive dømt, udskammet og socialt ruineret på få timer. Det er en form for digital gabestok, der er langt mere effektiv og brutal end fortidens fysiske version. Hvis du først er blevet ramt af det rigtige hashtag, hjælper ingen forklaringer. Du er sat i bås. Du er markeret for evigt.
Sociale medier er blevet ekkokamre for retfærdig vrede. Algoritmerne belønner konflikten frem for løsningen. De belønner det hurtige, skarpe angreb frem for den langsomme, eftertænksomme dialog. Vi scroller forbi substansen og stopper kun, når vi ser noget, vi kan blive forargede over. Det er en farlig udvikling for vores folkestyre. Vi har brug for medborgere, der tør lytte til deres modstandere, ikke forbrugere af vrede, der kun leder efter det næste offer for deres hashtag-atombombe. Hvis vi reducerer vores medmennesker til bokse og etiketter, mister vi evnen til at se det menneskelige bag holdningen.
Samtalens død i de retfærdiges rige
Jeg har en dyb respekt for folkestyret og for de samtaler, der finder sted på Christiansborg og i alle afkroge af Danmark. Men folkestyret kræver deltagelse, ikke bare fordømmelse. Woke-bølgen har bragt vigtige emner på banen, men den har også bragt en intolerance med sig, som vi må tage alvorligt. Hvis vi vil have et samfund, der hænger sammen, skal vi kunne tåle at blive udfordret på vores verdensbillede uden at gribe til ulovligheder eller digital krigsførelse.
Vi må genopdage glæden ved at være rygende uenige. Som min far altid sagde, så står man i gæld til dem, man skriver imod. Uden dem ville man ikke vide, hvad man selv mener. Det er i gnidningsfeltet, at de holdbare løsninger findes. Lad os droppe de tomme buzzwords og de skarpe våben. Lad os i stedet vende tilbage til det levende ord og den åbne samtale. Det kræver dannelse, det kræver mod, og det kræver, at vi tør se hinanden som mennesker i stedet for hashtag-mål. For i sidste ende er det ikke vores evne til at udelukke andre, der definerer os, men vores evne til at rumme dem.
Jeg tror på et Danmark, hvor vi kan tale om alt, også det svære og det betændte, uden at vi behøver at lime os fast til asfalten eller smide historien i havnen. Det kræver bare, at vi vågner op til virkeligheden – ikke den woke version, men den menneskelige.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
