Wuhan er langt væk, lige indtil det ikke er

Nyhederne fra Wuhan ligger derude som noget man læser med den dér mærkelige distance man ellers reserverer til storme på den anden side af kloden Man skimter overskrifterne nikker lidt alvorligt tager en tår kaffe og går så videre til mødet om forårsplanen strategien budgettet konferencen i april og sommerens kalender som om verden har

Nyhederne fra Wuhan ligger derude som noget, man læser med den dér mærkelige distance, man ellers reserverer til storme på den anden side af kloden. Man skimter overskrifterne, nikker lidt alvorligt, tager en tår kaffe og går så videre til mødet om forårsplanen, strategien, budgettet, konferencen i april og sommerens kalender, som om verden har skrevet under på vores tidsplan. Det er egentlig imponerende, hvor hurtigt mennesket kan vende tilbage til sit eget lille kontrolteater. Vi planlægger 2020, som om vi ejer fremtiden. Det gør vi ikke. Vi ejer knap nok eftermiddagen.

Det mest afslørende er ikke sygdommen derude. Det er vores egen reaktion herhjemme. Eller mangel på samme. Vi sidder trygt bag vores kalendere, vores Excel-ark og vores mødeindkaldelser og opfører os, som om struktur i sig selv er en slags værn mod virkeligheden. Som om et farvekodet kvartal kan holde kaos ude. Som om det, der sker i Wuhan, først bliver alvorligt, når det står i et dansk notat med korrekt margen og en embedsmand i kopi. Indtil da behandler vi det som baggrundsstøj. Fjernsyn for voksne med travlt.

Det er ikke ond vilje. Det er noget langt mere menneskeligt og derfor også langt farligere: arrogance forklædt som normalitet. Den civiliserede forestilling om, at vi selvfølgelig bliver orienteret i tide, reguleret i tide, beskyttet i tide. At nogen nok har styr på det. At verden trods alt er ordentlig nok til at varsle, før den vælter ind ad døren. Men hvad hvis det her rent faktisk rammer os? Hvad hvis vores fine systemer viser sig at være præcis det, de også er: papir, vaner og selvberoligelse?

Læs også:
Pias mareridt: Da ministerbilen holdt stille længe nok til et kritisk spørgsmål

Når virkeligheden ikke spørger om lov

Der er noget næsten komisk over, hvor meget moderne mennesker tror på administrationens magi. Vi tror, at det planlagte er det sandsynlige, og at det usandsynlige derfor nærmest er lidt dårlig stil. Men virkeligheden er ligeglad med vores årsplaner. Den dukker ikke op efter aftale. Den sender ikke kalenderinvitation. Den banker ikke pænt på og spørger, om marts passer bedre end februar.

Måske er det derfor, de fjerne nyheder fra Wuhan burde larme mere i os, end de gør. Ikke fordi man skal male fanden på væggen med sirene og megafon, men fordi lidt ydmyghed ville klæde os. Vi har bygget et samfund, der er forbløffende dygtigt til at organisere det forventelige. Men det uventede? Der bliver vi hurtigt religiøse på den kedelige måde. Vi beder til systemet, til regnearket, til proceduren. Og når man først begynder at tro, at excel-ark kan fungere som amuletter, så er det måske ikke kun Wuhan, der er langt væk. Så er virkelighedssansen det også.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.