Valdemar vidste godt, at verden var meget større, end de voksne gik og sagde. For de voksne kiggede altid på uret eller ned i deres telefoner, men Valdemar kiggede på græsset. Og i dag var græsset ikke bare græs; det var en gylden jungle, der strakte sig helt ind i himlen, og et sted derinde ventede et eventyr, som kun en dreng med mod i hjertet kunne finde.
Der var en helt særlig stilhed over marken den eftermiddag, hvor solen hang lavt og lignede en stor, moden appelsin. Valdemar havde sneget sig ud i det høje græs, som de voksne altid sagde, man skulle passe på, for man kunne jo blive væk. Men Valdemar ville gerne blive væk, for når man blev væk fra det, man kendte, fandt man altid noget, man aldrig havde set før. Han mærkede de bløde strå kilde mod sine kinder, mens han banede sig vej gennem de grønne og gule stængler. Græshopperne sprang til side som små, grønne raketter, og luften duftede af varm jord og vilde blomster. Det var her, midt i det dybeste af græsjunglen, at han så det. Noget der slet ikke lignede et strå eller en blomst.
Lige der, ved foden af en kæmpe mælkebøtte, lå en tingest, der glimtede som om den havde slugt en stjerne. Det var en cirkel flettet af tynde, sølvskinnende pilegrene, og indeni var der et fint net, som lignede et edderkoppespind lavet af månestråler. Men den så træt ud. Lyset i nettet blinkede svagt, og de fjer, der hang forneden, var filtrede og dækket af dug. Valdemar knælede ned og rakte forsigtigt hånden ud. Da hans fingre rørte ved kanten, mærkede han en lille sitren, som et svagt elektrisk stød af ren fantasi. Han vidste med det samme, hvad det var. Det var en drømmefanger. Men ikke sådan en, man køber i en butik; det her var en rigtig en. En der var faldet ned fra himlen, hvor den plejede at passe på alle børns drømme, mens de sov.
Pludselig hørte han en tør, knirkende lyd. "Du skal passe på den, unge mand. Den er tungere, end den ser ud, for den bærer på alle de gode drømme, der endnu ikke er blevet drømt." Valdemar kiggede sig omkring og fik øje på en stor, sort skarnbasse, der sad på et blad og pudsede sine dækvinger. Billen havde en lillebitte monokel for det ene øje og så meget klog ud. Valdemar spurgte med lav stemme, hvordan drømmefangeren var havnet her. Billen forklarede, at nattevinden havde været alt for vild natten før, og at krogen i det store drømmetræ var knækket. Hvis drømmefangeren ikke kom op på sin plads før solnedgang, ville natten blive tom og mørk, og ingen børn ville kunne finde vej til drømmeland.
Valdemar vidste, hvad han måtte gøre. Han kunne mærke sit hjerte banke lidt hurtigere, men det var ikke af bangehed; det var af den slags spænding, der gør ens ben stærke. Han tog forsigtigt drømmefangeren op. Billen havde ret; den føltes varm og fuld af liv, som om den gemte på historier om flyvende cykler og slotte lavet af is. Han bandt den fast til sin ryg med sit halstørklæde, så han havde hænderne fri. Han kiggede op mod horisonten, hvor det højeste træ i hele verden – det gamle egetræ, de kaldte Himmelbæreren – rejste sig over græsset som et bjerg af bark og blade.
Turen gennem det høje græs føltes som en lang rejse gennem et fremmed land. Valdemar måtte kravle under væltede tidsler, der lignede piggede fæstninger, og han måtte springe over små bække, der i hans øjne var store, brusende floder. Hver gang han blev træt, mærkede han varmen fra drømmefangeren på sin ryg, og så fik han nye kræfter. Han mødte en familie af markmus, der hjalp ham med at finde den hurtigste vej, og han delte en lille bid af sit æble med en tørstig sommerfugl. Alle i græsset vidste, at Valdemar var på en vigtig mission. De vidste, at han bar på deres natsøvn.
Da han endelig nåede frem til foden af Himmelbæreren, bøjede han nakken så langt tilbage, han kunne. Træets stamme var så tyk, at ti børn ikke kunne nå hele vejen rundt om det, og barken var fuld af dybe revner, der lignede små trappetrin. Valdemar satte den første fod i en revne og begyndte at klatre. Det var hårdt arbejde. Hans fingre blev beskidte, og han fik mose på sine knæ, men han kiggede aldrig ned. Han kiggede kun op mod de næste grene. For hver meter han kom op, blev verden nedenunder mindre. Græsjunglen lignede nu bare et grønt tæppe, og hans eget hus lignede en lille legoklods langt borte.
Halvvejs oppe mødte han billen igen – eller måske var det en af dens fætre. Den sad på en gren og heppede på ham. "Husk," sagde billen, "at det sværeste ved at klatre ikke er højden, men troen på, at man kan nå toppen. Drømmene støtter dig." Og det var sandt. Hver gang Valdemar følte sig lidt usikker, føltes drømmefangeren lettere, som om den selv prøvede at flyve opad. Han kravlede forbi redepladser for egern, der kiggede nysgerrigt på ham med deres sorte knapøjne, og han hørte vinden synge sange i bladene, som han aldrig havde hørt før. Det var sange om mod og om de ting, man kun kan se, hvis man tør lukke øjnene.
Solen var nu næsten helt væk, og de første stjerner begyndte at tindre som små diamanter på en mørkeblå kjole. Valdemar nåede de allerøverste grene, hvor de var så tynde, at de svajede blidt i vinden. Her mærkede han den kølige aftenluft, og han kunne se hele verden. Han så byens lys tænde sig som små lanterner, og han så skoven brede sig som et mørkt hav. Lige foran ham, på den allerhøjeste kvist, hang den knækkede krog af sølv. Med rystende, men sikre hænder løsnede han drømmefangeren fra sin ryg. Han løftede den højt op, og i det øjeblik rørte en stråle af det sidste dagslys nettet.
Drømmefangeren vågnede for alvor. Den begyndte at lyse med et strålende, gyldent skær, der oplyste hele trækronen. Valdemar hængte den forsigtigt på krogen, og med et lille "klik" satte den sig fast. Med det samme begyndte en svag musik at lyde fra nettet – en lyd som tusind små klokker, der ringede på én gang. Det var lyden af gode drømme, der blev sluppet fri. De fløj ud i natten som små, lysende fnug, klar til at finde vej til alle de børn, der lå i deres senge og ventede. Valdemar følte en utrolig varme brede sig i sit bryst. Han havde gjort det. Han havde reddet natten.
Turen nedad gik meget hurtigere. Det var som om træet hjalp ham, og grenene bøjede sig næsten under hans fødder for at gøre det nemt. Da han endelig landede i det bløde græs ved foden af stammen, var han træt på den helt rigtige måde. Han kiggede en sidste gang op mod toppen af det kæmpe træ, hvor den lille gyldne prik stadig lyste og sendte drømme ud over verden. Han vidste, at selvom ingen af de voksne ville tro på hans historie om biller med monokler og lysende drømmefangere, så var det sandt. For han kunne mærke det i sine hænder, der stadig duftede af bark og stjernestøv.
Valdemar gik langsomt hjem gennem græsset, der nu var sølvfarvet af måneskinnet. Han følte sig ikke længere lille i den store verden. Han følte sig som en del af den, som en vogter af drømme. Da han nåede sit eget værelse, lagde han sig i sin seng og kiggede ud af vinduet mod det store træ i horisonten. Han vidste, at i nat ville han få den smukkeste drøm af alle, for han havde selv været med til at hænge den op. Og mens han lukkede øjnene, tænkte han på, at alle børn bærer på noget magisk, så længe de husker at kigge efter det i det høje græs.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #199 – Luna og rejsen til skyernes slot
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
