Der findes et sted, hvor alt det, vi ved om verden, er vendt på hovedet, og hvor man skal turde give slip på det tunge for at finde fodfæste. Anton opdagede øen en morgen, hvor tågen lå så lavt, at søen lignede et spejl lavet af mælk og sølv.
Anton var ikke som de andre børn i den lille by ved kysten. Mens de andre spillede bold eller løb om kap for at se, hvem der var hurtigst, brugte Anton det meste af sin tid på at kigge på de ting, ingen andre lagde mærke til. Han vidste præcis, hvilken farve en vandpyt fik, når en dråbe olie faldt i den, og han kunne høre forskel på vinden, når den blæste gennem en birk eller en gammel eg. De andre børn sagde ofte, at Anton var lidt mærkelig, fordi han altid gik med tunge sten i lommerne. Han sagde selv, det var for at holde sig fast til jorden, så han ikke blæste væk med alle sine tanker. Han følte sig ofte lidt som en fremmed i sin egen by, som om han talte et sprog, de andre ikke forstod, eller så farver, som de andre var blinde for. Stenene i hans lommer var hans ankre, men de var også hans fængsel.
En tidlig lørdag morgen, før bageren overhovedet havde fået tændt for ovnen, listede Anton ned til den store sø. Han satte sig i sin lille robåd, der hed “Sneglen”, og roede ud i den hvide tåge. Han vidste ikke helt, hvor han var på vej hen, men han følte en mærkelig summen i sine lommer. Stenene, han bar på, føltes pludselig meget lettere, end de plejede. Faktisk føltes det, som om de ville opad, som små balloner af bly, der forsøgte at slippe fri af hans bukser. Jo længere han roede, jo mere forsvandt lyden af verden bag ham. Der var ingen biler, ingen råbende børn og ingen voksne, der havde travlt. Der var kun vandets klukkende lyd og tågens bløde favntag.
Efter at have roet i hvad der føltes som en evighed, lettede tågen som et gardin, der bliver trukket fra. Foran ham lå en ø, han aldrig havde set før. Den lignede ikke de andre øer i søen, der var dækket af fyrretræer og mørke klipper. Denne ø strålede af farver, han aldrig havde set i virkeligheden, men kun i sine drømme. Træerne på denne ø havde rødder, der voksede op i luften, og deres blade hang nedad som grønne kaskader af vand. Men det mærkeligste var græsset. Det voksede ikke på jorden; det svævede et par centimeter over de klipper, der udgjorde øens fundament, og glimtede som små diamanter i et lys, der ikke kom fra solen, men indefra jorden selv.
Anton lagde båden til ved en lille bro, der så ud til at være lavet af forstenet sky. Da han satte foden på broen, skete det mest utrolige. Han trådte ikke ned på træværket. I stedet mærkede han et ryk i hele kroppen, og før han vidste af det, faldt han. Men han faldt ikke ned i vandet. Han faldt opad, som om tyngdekraften havde fortrudt sin eksistens og besluttet sig for at sende ham på besøg hos stjernerne.
Hvad der før var himlen, føltes nu som et dybt, blåt hav, han faldt ned i. Anton sprællede med arme og ben, mens han så robåden og den lille bro blive mindre og mindre under ham. Det var en svimlende følelse, men mærkeligt nok føltes det ikke skræmmende. Det føltes som den frihed, han altid havde ledt efter i vandpytternes spejlinger. Han greb instinktivt fat i sine lommer, hvor de tunge sten lå. De sten, han altid havde båret på for at føle sig tryg og som alle de andre, føltes nu som tunge ankre, der forsøgte at trække ham tilbage mod en verden, der var vendt forkert. De kæmpede imod den nye lethed, han mærkede i hele sin krop.
Pludselig mærkede han noget blødt mod sin ryg. Han landede ikke med et brag, men med et lille “fjupt”. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han lå på undersiden af en enorm, lilla sky, der føltes som en blanding af candyfloss og uld. Den duftede af regn og nybagte pandekager. Anton rullede om på maven og stirrede ned – eller op – mod øen, der nu hang over ham som en farvestrålende lysekrone. Det var her, han forstod, at på denne ø var alt muligt, hvis man bare turde lade være med at kæmpe imod.
“Du er ny her, kan jeg mærke,” sagde en stemme, der lød som lyden af tørre blade, der danser over asfalt. Anton rullede om på maven og stirrede ind i to store, ravgule øjne. Foran ham sad en kat. Men det var ikke en almindelig kat. Den havde pels, der skiftede farve efter vejret – lige nu var den spættet med lyseblå og hvide skyer – og dens poter rørte knap nok skyens overflade. Den sad helt roligt, selvom den teknisk set hang med hovedet nedad mod søen langt under dem. Den så på Anton med et blik, der var både gammelt og ungt på samme tid.
“Hvorfor falder jeg ikke ned?” spurgte Anton og klamrede sig til skyens bløde uld. Han var stadig bange for, at han pludselig ville styrte tilbage mod jorden og lande i alt det normale igen. Han ville ikke tilbage til de grå gader og de regler, han aldrig rigtig kunne lære udenad.
Katten slikkede en pote, der lige nu var lyseblå som formiddagshimlen. “Fordi her på Op-og-Ned-Øen falder man kun, hvis man prøver at holde fast i det, man tror, man ved. Du falder opad, fordi dit hjerte søger mod det frie, men dine lommer er fulde af gamle vaner og tunge bekymringer. De sten, du har i lommerne, Anton… de er ikke dine. De er bare noget, du har samlet op, fordi du troede, det ville gøre dig tung nok til at passe ind. Men man passer kun rigtigt ind, når man finder sin egen højde.”
Anton kiggede ned på sine lommer. Han tænkte på alle de gange, han havde prøvet at tale om de farvede vandpytter eller vindens sang, bare for at blive mødt med tavshed eller drillerier. Hver gang det var sket, havde han lagt en ny sten i lommen. Han troede, at hvis han bare blev tung nok, ville han stoppe med at drømme om mærkelige ting. Han troede, at tyngden ville gøre ham normal. Men nu føltes de sten kolde og fremmede. De hørte ikke til her, og de hørte i virkeligheden aldrig til hos ham.
Katten rejste sig og strakte sig, så dens pels blev dyb violet som en sommernat. “Se derhenne,” sagde den og nikkede mod en svævende have, der hang midt i luften mellem to bjerge af gennemsigtigt glas. I haven så Anton andre væsner. Der var fugle, der svømmede gennem luften, som om det var vand, og der var børn, som legede fangeleg ved at hoppe fra den ene lysstråle til den næste. De grinede, og deres grin lød som små sølvklokker, der ringede i takt med deres hjerter. Ingen af dem bar på sten. De så alle sammen helt forskellige ud; nogle havde vinger af sommerfuglestøv, andre havde hår, der lyste som små stjerneskud, og nogle var helt gennemsigtige, så man kunne se deres drømme bevæge sig indeni dem som små fisk i et akvarium.
“De er alle sammen helt sig selv,” hviskede Anton. Han følte et stik i hjertet, men det var ikke et ondt stik. Det var længsel.
“Netop,” svarede katten og lagde sig til rette igen. “Men her er reglen: Hvis du vil lande på selve øen og gå i dens haver, skal du turde give slip. Du kan ikke både bære på hele verdens forventninger og flyve på dine egne drømme på samme tid. Det er enten eller. Du må vælge, Anton. Vil du være tung og ‘rigtig’, eller vil du være let og dig selv?”
Anton rejste sig forsigtigt op på den bløde sky. Han kiggede ned mod søen, der nu føltes som et fjernt minde. Han vidste, at hvis han gav slip på stenene, ville han måske aldrig blive “normal” igen. Han ville måske altid føle, at han svævede lidt over jorden, når han kom hjem til sin egen by. Men da han så over på de legende børn i den svævende have, mærkede han en varme i brystet, han aldrig havde mærket før. Det var en følelse af at høre til, netop fordi han var den, han var. Han behøvede ikke at forklare sig for nogen her.
Han stak hænderne i lommerne. Den første sten, han tog op, var grå og ru. Det var stenen for dengang, de andre grinede af hans tegning af en lilla sol. Han kiggede på den én sidste gang og kastede den så ud i det blå rum. Den faldt ikke opad som ham. Den faldt ned, ned, ned, indtil den forsvandt i tågen over søen. Og for hver sten, han kastede, føltes Antons krop lettere og mere levende. Han kastede stenen for tavsheden, stenen for tvivlen og stenen for frygten for at være forkert.
Til sidst var der kun én sten tilbage. Det var en lille, glat hvid sten, som han havde båret på i meget lang tid. Det var stenen, der mindede ham om, at man altid skal gøre, som man får besked på, selvom det føles forkert helt inde i maven. Det var den tungeste sten af dem alle, selvom den var den mindste.
Anton lukkede øjnene. Han tænkte på de farvede vandpytter og vindens sang. Han tænkte på alt det, han så, som ingen andre så. Så åbnede han hånden og lod den hvide sten falde. I det øjeblik, den sidste sten slap hans fingre, skete der noget magisk. Anton holdt op med at falde opad mod det tomme rum. Han begyndte i stedet at svæve vandret gennem luften, båret af en mild vind, der duftede af nyslået græs og stjernestøv. Han svævede direkte mod den største have på øen, hvor blomsterne sang sagte melodier, når de åbnede deres kronblade for det lilla lys.
Da hans fødder rørte jorden – eller rettere, det bløde tæppe af lys, der fungerede som jord – føltes det ikke som at lande hårdt. Det føltes som at træde ind i et varmt knus. Han kiggede ned på sine hænder. De glødede svagt i en farve, han aldrig havde set før, en blanding mellem den tidligste solopgang og det dybeste hav. Han var ikke længere grå og almindelig. Han var lysende.
Katten dukkede op ved siden af ham igen, som om den altid havde været der. Denne gang var dens pels stribet som en regnbue i en storm. “Nu ser du ud, som du i virkeligheden er, Anton. Her betyder ‘forskellig’ bare, at du har fundet din egen melodi, og den er den smukkeste, jeg har hørt i dag.”
Anton tilbragte resten af dagen på øen. Han legede med børnene, der havde drømme i maven, og han lærte at tale med de syngende blomster, som fortalte ham hemmeligheder om, hvordan skyerne bliver til. Han opdagede, at når man ikke bruger al sin energi på at holde sig selv nede med sten og bekymringer, så har man kræfter til at gøre de mest utrolige ting. Han byggede et slot af skygger og lys, og han hjalp en lille fugl med at finde dens tabte sang ved blot at nynne med på dens hjerteslag. Han var ikke længere bange for at være mærkelig, for her var alle mærkelige på deres helt egen, vidunderlige måde.
Da aftenen faldt på, og stjernerne begyndte at tindre både over og under øen, vidste Anton, at han måtte vende tilbage. Men han vidste også, at han aldrig ville have brug for sten i lommerne igen. Han ville altid bære følelsen af Op-og-Ned-Øen med sig, som en lille hemmelig flamme i sit hjerte.
Han roede tilbage gennem tågen i sin lille båd “Sneglen”. Da han lagde til ved kysten i sin egen by, var bageren ved at tage de første brød ud af ovnen, og duften af varmt brød bredte sig i de stille gader. Alt lignede sig selv, men for Anton var verden blevet meget større, og himlen føltes ikke længere som noget, der var langt væk, men som noget, han altid var en del af.
De andre børn mødte ham senere på dagen ved legepladsen. “Hvor har du været, Anton? Og hvor er alle dine sten? Er du ikke bange for at blæse væk?” spurgte en af drengene og kiggede undrende på Antons helt tomme lommer.
Anton smilede et smil, der nåede helt op til hans øjne, der stadig glimtede svagt af ravgult lys. Han kiggede op mod himlen, hvor en lille lilla sky sejlede forbi mod vest, og han kunne næsten høre en kat spinde et sted langt borte i vinden. “Jeg har lært at falde opad,” svarede han stille.
De andre grinede lidt, som de plejede, og løb videre for at spille bold og råbe højt. Men Anton var ligeglad. Han vidste, at han ikke behøvede at være tung for at være tryg. Han gik en tur langs vandet, og da han så en vandpyt med de smukkeste oliefarver, satte han sig ned og tegnede den i sandet med en gren. Han nynnede en sang, han havde lært af en syngende blomst, og han vidste, at han aldrig ville være bange for at være sig selv igen.
For første gang i sit liv følte han sig helt alene – og det var den mest fantastiske følelse i hele verden. For når man tør være sig selv, er man aldrig rigtig ensom; man er bare fri til at finde sin egen vej gennem verden, uanset om man går på jorden eller svæver blandt skyerne.
Læs næste eventyr: [Det skjulte urværk i kælderen]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
