Alba var ikke som de andre børn i den lille by, hvor husene stod på række og lignede hinanden så meget, at selv postbuddet nogle gange kom til at aflevere brevene de forkerte steder. Mens de andre børn samlede på fodboldkort, glaskugler eller blanke kastanjer i efteråret, samlede Alba på noget, som de fleste voksne slet ikke troede eksisterede.
Det var ikke den slags støv, man finder under sengen eller bag radiatoren, selvom Alba ofte kiggede der også. Nej, stjernestøv var noget helt andet. Det var små, glitrende korn af rent lys, der nogle gange faldt ned fra himlen, når mørket var allermest blåt, og alle andre sov deres dybeste søvn. Alba vidste præcis, hvor hun skulle lede. Hun vidste, at stjernestøv ofte gemte sig i de mest kedelige og glemte kroge af verden, fordi det elskede at gøre det grå lidt mere spændende.
Alba havde syet ekstra store lommer i alle sine jakker og bukser. Hendes mor undrede sig ofte over, hvorfor Albas tøj altid virkede så tungt, og hvorfor det altid så ud til at lyse en lille smule inde fra vaskemaskinen, men Alba smilede bare og sagde, at det sikkert bare var hendes gode humør, der smittede af. Men sandheden var, at hendes lommer altid var fyldt til randen med det fineste, mest magiske støv, man kunne forestille sig.
Byen, Alba boede i, hed Gråby. Navnet passede desværre alt for godt. Folk i Gråby havde meget travlt med at være fornuftige. De gik med grå hatte, kørte i sølvgrå biler og talte mest om vejret, skatterne og hvor vigtigt det var at klippe hækken helt lige. De havde glemt, hvordan man kiggede op, og de havde glemt, at verden engang havde været fuld af farver og mirakler.
En tirsdag formiddag, hvor regnen silede ned som tynde, grå tråde fra en tung himmel, gik Alba gennem hovedgaden. Hun mødte hr. Mortensen, byens bager, der stod uden for sin butik og så meget misfornøjet ud. Hans wienerbrød var ikke hævet ordentligt, og han var sikker på, at det skyldtes det dårlige vejr og tidernes ugunst.
“Godmorgen, hr. Mortensen,” sagde Alba med et strålende smil.
“Hvad er der godt ved den?” brummede bageren og rettede på sit hvide forklæde, der var blevet helt gråt af mel og mangel på solskin. “Regnen gør dejen fugtig, og folk har glemt at købe kager, fordi de har for travlt med at gemme sig under deres paraplyer.”
Alba stak hånden dybt i sin højre lomme. Hun kunne mærke varmen fra stjernestøvet mod sine fingre. Det killede lidt, som om tusind små elektriske myrer dansede i hendes håndflade. Uden at bageren lagde mærke til det, lod hun en lille knivspids støv slippe ud mellem sine fingre, lige over bagerens store, triste skosnuder.
I det sekund støvet rørte jorden, skete der noget mærkeligt. Det var som om, asfalten holdt op med at være bare asfalt. En lille, lysende gnist sprang op og satte sig på bagerens næsetip. Hr. Mortensen nyste, og pludselig spærrede han øjnene op. Han kiggede ned i sin baggård, hvor en gammel, rusten cykel stod lænet op mod en mur. Men han så ikke rusten. Han så den måde, regndråberne glimtede på styret som de fineste diamanter.
“Har du set det, barn?” udbrød han og pegede. “Se hvordan vandet perler! Det ligner jo næsten en skat.”
Han begyndte at nynne en lille sang, han ikke havde sunget, siden han var en lille dreng, og inden Alba var nået til næste gadehjørne, kunne hun høre ham fløjte inde fra bageriet, mens han æltede den største og mest luftige dej, Gråby længe havde set.
Alba fortsatte sin tur. Hun vidste, at stjernestøvet ikke kunne fjerne problemer, men det kunne hjælpe folk med at se de små lyspunkter, der altid er der, hvis man tør kigge efter dem. Hun besøgte biblioteket, hvor frøken Jensen sad og sukkede over de støvede bøger, som ingen længere læste. Alba efterlod en lille smule lys på forsiden af en gammel bog om opdagelsesrejser, og fem minutter senere sad frøken Jensen med næsen dybt nede i historien om fjerne øer og glemte skatte, mens hun helt glemte at skælde ud på de børn, der talte lidt for højt.
Men Albas største udfordring var borgmesteren. Borgmester Gnavenfeldt var manden, der havde opfundet de fleste regler i Gråby. Han mente, at fantasi var noget rod, og at man ikke kunne bruge drømme til at bygge broer eller betale regninger med. Han sad på sit store kontor øverst i rådhuset og kiggede ud på byen gennem en lille, snavset rude.
Alba vidste, at borgmesteren trængte til mere end bare en knivspids støv. Han havde brug for en hel håndfuld. Men hvordan kommer man ind på borgmesterens kontor, når man bare er en lille pige med lommerne fulde af lys?
Hun satte sig på trappen foran rådhuset og ventede. Hun ventede så længe, at stjernerne begyndte at titte frem på himlen over de grå tage. Til sidst kom borgmesteren ud. Han så træt ud. Hans skuldre hang, og han bar på en tung mappe fuld af papirer om nye parkeringsregler.
“Hvorfor sidder du her og spilder din tid?” spurgte han og så strengt på Alba. “Børn burde være hjemme og læse deres lektier, så de kan blive til noget fornuftigt.”
Alba rejste sig op. Hun tog en dyb indånding og trak begge hænder op af lommerne. De var helt dækkede af det fineste, sølvfarvede støv, der glitrede om kap med nattehimlen.
“Jeg samler på det, man ikke kan bruge til noget fornuftigt,” sagde hun og rakte sine hænder frem. “Jeg samler på det, der gør, at man ikke glemmer at trække vejret helt ned i maven.”
Borgmesteren åbnede munden for at sige noget om budgetter, men før han nåede det, pustede Alba til sine hænder. En sky af stjernestøv hvirvlede op omkring borgmesteren. Det satte sig i hans skæg, på hans briller og på alle hans vigtige papirer.
I et kort øjeblik var alt stille. Borgmesteren stod helt stille, mens støvet glimtede omkring ham som en lille, lokal mælkevej. Så skete det. Han tabte sin mappe, og papirerne fløj ud over trappen. Men i stedet for at blive vred, begyndte han at grine. Han så op mod himlen, som om han for første gang i tyve år opdagede, at stjernerne faktisk var ret imponerende.
“Se,” sagde han og pegede på Karlsvognen. “Da jeg var lille, troede jeg altid, at det var en vogn, der kørte med drømme til alle dem, der ikke kunne sove.”
Alba smilede. Hun vidste, at borgmesteren næste dag sikkert stadig ville tale om parkeringsregler, men måske ville han også foreslå, at der skulle plantes blomster i alle de grå bede, og måske ville han glemme at skælde ud over, at børnene tegnede med kridt på fortovet.
Da Alba gik hjemad, var hendes lommer næsten tomme. De føltes lette, og hun kunne gå med fjedrende skridt gennem den stille by. Hun vidste, at i nat ville der falde nyt stjernestøv. Det ville lande på bladene i skoven, i vandpytterne på vejen og måske endda i hendes mors vasketøjskurv.
Verden var fuld af det, hvis man bare huskede at have lommerne klar. Og det vigtigste var ikke at gemme på det, men at give det væk, så andre også kunne få øje på magien i det helt almindelige.
Alba lagde sig i sin seng og kiggede ud af vinduet. Hun var ikke som de andre, og det var præcis sådan, det skulle være. For hvis alle var ens, hvem skulle så samle på stjernestøvet og huske os på, at livet er meget mere end bare grå hatte og lige hække?
Hun lukkede øjnene, mens det sidste korn af støv glimtede på hendes natbord og lyste drømmene i gang.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Skyen der glemte at regne
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
