Det er morgen, og de første lygtepæle begynder at se trætte ud under vægten af de mange ansigter, der i ugevis har lovet os guld og grønne skove. Valgnatten er forbi, kaffen er stærk, og mens stemmerne er talt op, sidder vi tilbage med et Danmarkskort, der ligner et kludetæppe af lokale dagsordener og nationale lussinger.
Det har været en nat, hvor de store systempartier har måttet sande, at vælgerne ikke bare er tal i et regneark, men mennesker med en voksende mistillid til den centraliserede magt. I København er fundamentet skredet for Socialdemokratiet, mens vi her i provinsen ser en helt anden virkelighed udfolde sig. Det er en tid til eftertanke, ikke bare over hvem der vandt borgmesterkæden, men over hvad det egentlig er, vi er ved at gøre ved vores folkestyre.
Støj og stilhed i Gylling
Her i Gylling, hvor jeg sidder og kigger ud over markerne, føles de dramatiske overskrifter fra København mærkeligt fjerne. Der er en særlig stilhed dagen efter et valg. Den larmende valgkamp, de mange debatter og de utallige opslag på de sociale medier er forstummet for en stund. Men bag stilheden gemmer der sig en voldsom bevægelse. Vi har set et valg, hvor lokalsamfundene har talt med en stemme, der kræver nærvær og ordentlighed.
Når man bor i provinsen, lærer man hurtigt, at politik ikke handler om de store ideologiske slagord, som man ynder at svinge sig op på i Christiansborg-boblen. Det handler om, hvorvidt bussen kører, om skolen i nabobyen får lov at overleve, og om man kan se sin lokalpolitiker i øjnene nede i Brugsen. Det er her, folkestyrets ånd lever stærkest, men det er også her, vi tydeligst mærker, når forbindelsen til det centrale Danmark bliver for tynd.
Gårsdagens resultat fortæller en historie om et Danmark, der splitter sig op. Mens Enhedslisten fejrer en historisk sejr i hovedstaden og gør København mere rød end nogensinde, ser vi i resten af landet en søgen mod stabilitet eller helt nye veje. Det er som om, København og provinsen ikke længere læser den samme bog, og det bør vække bekymring hos enhver, der bekymrer sig om sammenhængskraften i vores lille land.
Københavns røde chok og systemets revner
Det er umuligt at komme udenom resultatet i København. At Socialdemokratiet for første gang i menneskealder ikke længere er det største parti i hovedstaden, er intet mindre end et politisk jordskælv. Det er en lussing til systemet og til den form for topstyring, der har præget partiet i de senere år. Vælgerne i de store byer har sendt et klart signal om, at de vil noget andet, noget mere visionært eller måske bare noget, der føles mere autentisk.
Men man skal passe på med at tro, at Rådhuspladsens hændelser er repræsentative for hele nationen. For mens de røde faner vajer i København, har de Konservative haft en festdag i store dele af landet. De har vundet borgmesterposter, hvor de aldrig før har haft magten, og de har formået at tale til en tryghed og en ordentlighed, som mange danskere åbenbart har savnet.
Det tyder på, at de etablerede partier er i gang med at miste deres monopol på sandheden. Vi ser Nye Borgerlige bide sig fast, og vi ser lokale lister skyde op overalt. Det er udtryk for en frustration over, at de gamle partier er blevet for ens, for professionelle og for langt væk fra den virkelighed, de skal administrere. Som Grundtvig så smukt formulerede det i en anden kontekst, så er det i det folkelige og det nære, at livet skal leves, og hvis systemet glemmer det, så finder folket andre veje.
Det handler om mennesker, ikke programmer
Når jeg rådgiver virksomheder eller holder foredrag om kommunikation, taler jeg ofte om, at man aldrig må miste blikket for mennesket bag budskabet. Det samme gør sig gældende i politik. Dette valg har vist, at man kan have det mest velpolerede partiprogram og de dyreste kampagner, men hvis man ikke har en personlig forbindelse til vælgerne, så falder det hele til jorden.
Vi ser en tendens til, at politik bliver mere og mere teknokratisk. Det handler om budgetaftaler, effektiviseringer og kolde beregninger. Men kommunalvalget er den sidste bastion for den nære samtale. Det er her, vi stadig kan mærke, at politikeren er et menneske af kød og blod. Og de politikere, der har forstået det, er også dem, der står som vindere i dag.
Der er en kynisme i tiden, som vi skal passe på ikke får overtaget. En kynisme, der handler om at vinde magten for magtens skyld, snarere end for at bruge den til at skabe noget bedre. Men når jeg ser på de mange nye ansigter, der nu skal ind i byrådene rundt omkring i landet, så mærker jeg alligevel en flig af håb. Der findes stadig en vilje til at gøre en forskel, en lyst til at engagere sig i det fælles og en tro på, at vi kan flytte noget lokalt, selvom verden omkring os føles kaotisk.
Provinsens styrke og fremtidens udfordring
Udkantsdanmark er et ord, jeg personligt afskyr. Det antyder, at alt det vigtige sker i centrum, og at vi andre bare lever i periferien. Men efter i nat er det tydeligt, at det er her i “udkanten”, at den sunde fornuft og den politiske stabilitet ofte findes. Vi er ikke styret af de samme kortvarige trends som storbyerne. Vi ved, at ting tager tid, og at man skal bygge broer frem for at grave grøfter.
Udfordringen for de kommende fire år bliver at sikre, at vi ikke lader landet knække midt over. Vi har brug for en politisk kultur, der formår at rumme både den grønne radikalitet i byerne og den jordnære praktiske politik på landet. Det kræver lederskab, og det kræver en villighed til at lytte til dem, man er uenig med.
Når de nye byråd sætter sig til rette, skal de huske, at de ikke kun repræsenterer dem, der satte krydset ved deres navn. De repræsenterer fællesskabet. Og det fællesskab har brug for ånd og ordentlighed mere end nogensinde før. Vi skal væk fra krisekommunikation og over mod en samtale, der tør række længere ud end til næste overskrift.
Valget er slut, men arbejdet er kun lige begyndt. Vi skal holde de folkevalgte op på deres løfter, men vi skal også selv huske at deltage. Folkestyret er ikke noget, vi bare har til låns hvert fjerde år; det er noget, vi skal pleje og passe hver eneste dag. Også på en grå onsdag i november, hvor plakaterne i lygtepælene minder os om, at vi i det mindste stadig har friheden til at vælge.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
