Det startede som en svag, rytmisk kliklyd i udkanten af min bevidsthed. Først troede jeg, det var en fejl i lyddæmpningen på DSB’s 1. klasse, eller måske en ekstremt flittig spætte, der havde forvildet sig ind i loungen. Men da jeg løftede blikket fra min skærm, så jeg det: En hel række af ellers velfungerende voksne mennesker, der sad med bøjede hoveder og fægtede med små pinde af bambus og metal. De strikkede. Ikke bare én af dem, men alle. Danmark er officielt løbet tør for ledige hænder; de er alle sammen begravet i syv lag uld fra en alpaka, der sandsynligvis har det bedre end os andre.
Vi lever i en tid, hvor alt skal gå hurtigere end lysets hastighed. Vi har AI til at skrive vores mails, robotter til at støvsuge vores nullermænd og apps til at minde os om at trække vejret. Men midt i dette digitale ræs har vi åbenbart kollektivt besluttet, at den ultimative luksus er at bruge tre måneder og 850 kroner på at fremstille en sweater, der i bedste fald får os til at ligne en statist fra en islandsk krimiserie. Det er strikning som det nye yoga, men med den væsentlige forskel, at man rent faktisk har noget at tage på bagefter, hvis man altså ikke taber en maske undervejs og ender med et ærme, der er tre meter langt.
Jeg har observeret fænomenet med en blanding af fascination og frygt. Der findes to lejre i denne uldne borgerkrig. På den ene side har vi PetiteKnitkollektionen. Det er de kontrollerede, de minimalistiske, dem der strikker i farver som “havre”, “sand” og “støvet beton”. Deres liv er snorlige, deres masker er identiske, og deres hjem ligner noget fra en boligreportage, hvor selv støvet er koordineret. De søger orden i kaos.
På den anden side har vi “Lærke Bagger-generationen”. Her er der ingen regler. Man strikker med ti forskellige farver, binder knuder på garnet og lader enderne hænge, som var det et oprør mod selve begrebet ordentlighed. Det er strik som anarki. Det er vildt, det er uperfekt, og det er præcis det, vi har brug for, når verden udenfor føles som en Excel-tabel, der er gået i baglås.
Mænd i uld og den moderne meditation
Det mest interessante er dog ikke de unge kvinder med deres strikkeklubber og Instagram-hashtags. Det er mændene. De er derude nu. Store, skæggede mænd, der før i tiden ville have brugt deres fritid på at skille en knallert ad eller brokke sig over offside-reglen, sidder nu og diskuterer fordelene ved rundpinde kontra strømpepinde. Det er en form for metroseksuel renæssance, hvor det er blevet cool at mestre en italiensk opslagning fremfor en grillbakke.
Der er noget dybt rørerende ved det. Livet er ikke et problem, der skal løses, men en virkelighed, der skal erfares. Og måske er det præcis det, strikketøjet gør. Det tvinger os til at erfare tiden. Man kan ikke multitaske en svær snoningsopskrift. Man kan ikke “disrupte” en hæl på en strømpe. Man er nødt til at være til stede, maske for maske. I en verden, der skriger på vores opmærksomhed hvert sekund, er strikketøjet det eneste, der får os til at holde kæft og kigge ned.
En kløende modstandskamp
Vi er i en krise. Det er ikke en mangel på garn, tværtimod. Det er en krise i vores evne til bare at være. Vi har brug for at have noget i hænderne for ikke at gribe efter telefonen. Vi har brug for det rytmiske klik-klik for at overdøve støjen fra vores egne tanker. Strikning er ikke bare en hobby; det er en civil ulydighed mod effektivitetskulturen. Selv i folketingssalen strikkes der i vildskab. Og de der kliklyde fra naboen gør mig skør. Men det hensyn ville man aldrig kunne bede om.
Jeg overvejer aldrig selv at hoppe på vognen. At sidde der i lufthavnen med min egen rulle garn og signalere “slow living”, mens jeg i virkeligheden bare forsøger at undgå at tjekke min indbakke for tiende gang på fem minutter. Jeg ved, at min tålmodighed rækker til cirka tre centimeter retstrik, før jeg får lyst til at bruge pindene som spyd mod den nærmeste kaffemaskine. Jeg er nok mere typen, der ser på, reflekterer og måske køber en færdigstrikket trøje i en genbrugsbutik – og lyver om, at min tante har lavet den.
Vi har brug for de her små lommer af meningsløs meningsfuldhed. Uanset om det er strik, surdej eller at stirre ind i en væg, så er det de øjeblikke, hvor vi genvinder kontrollen over vores tid. Og hvis det kræver en hel nation klædt i hjemmestrikket mohair for at finde roen, så lad os for guds skyld strikke videre. Jeg ser reels i stedet. Det udskammes som fordummende og tidsfordriv. Sådan er der sørme forskel på handlinger.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
