I går var det årsdag for det bestialske terrorangreb på Israel. De fleste skrev om det i går. Men jeg husker det også i dag. Og i morgen. Og i næste uge. Jeg føler det har været 7. oktober hele året.
Hamas startede den dag en enorm destruktiv bølge, der fortsat ruller frem og tilbage i området i en rytme, der nærmest virker endeløs. Følgerne er enorme. Ofrene utællelige. Nogle ofre er ikke mere, andre er ofre i levende live. Nogle sidder som gidsler. Taget til fange og af mange glemt, mens endnu flere er fanget i sorg. Forskrækkelse. Frygt. Og værst af alt, en manglende tro på fremtiden. Forældreløse eller pludselig barnløse. Både i Israel og i områderne omkring, fordi et bestialsk angreb har konsekvenser.
Hamas udførte et angreb, der havde ofre i tusindetal. Først i Israel, derefter ofre blandt det folk, som Hamas fejt lader som om, de holder med. Og som de gemmer sig bag. Levende skjolde, der dør i en ufrivillig beskyttelse af ondskaben selv. Hver eneste dag, hver time og hvert minut lider utallige mennesker efter angrebet 7. oktober. Og af det efterfølgende bølger, der spreder sig i hele Mellemøsten som ringe i vandet. Styret af nogle, der intet ser, andet end sig selv. De griber muligheden og går all in på gamle kampe.
Det ser ud som om, der ingen ende er. Kun nye begyndelser på nye rædsler.
Håbet er dog også følgesvend hos dem, der insisterer på, at det kan ende med fred. Skal ende med fred.
Jair Melchior citerede sin bedstefar så fint til mindehøjtideligheden i synagogen i Krystalgade i aftes: Hvis du ikke kan se lyset forenden af tunellen, er det nok bare fordi tunnellen drejer.
Der skal være håb, selv i det håbløse.
Men det her kræver måske mere, end hvad mennesket kan levere. Og rumme?
Midt i et virvar af misinformation har jeg haft et informationsmæssigt ret priviligeret år.
Som udenrigsordfører og del af udenrigspolitisk nævn har jeg nemlig fået reel viden. Efterretninger fra både Israel, Gaza og nu Libanon. Iran. Det røde hav – og utallige andre zoner i verden, hvor alt er i uorden. Ikke nyheder. Ikke sammenklip af sporadiske optagelser eller AI-genereret propaganda. Jeg har fået helt reel overvågning, optagelser og efterretninger fra dem, der er på landjorden.
Jeg med egne øjne har set overvågningsvideoer, hvor Hamas slagter 1200 børn og voksne den 7. oktober. Jeg har set, hvordan det hele begyndte. Hvilken bestialsk ondskab der ramte – og det giver en afsky og en slags forståelse på selvsamme tid.
Jeg har også i året besøgt den kibbutz tæt på grænsen til Gaza som optagelserne stammer fra. Og jeg vil forsøge at dele en smule af de oplevelser her.
Jeg var der ikke. Jeg hørte ikke skud og arabiske jubelråb fra mit gemmested. Jeg lugtede ikke de forbrændte lig. Jeg mærkede ikke frygten, mens jeg lå og knugede mine børn – og kun i en stille hvisken kunne forsøge at overbevise dem om, at de ikke skal dø i dag. Hvis de da stopper med at græde og er helt stille, så de ikke opdages. Og jeg mærkede ikke selv tvivlen, om jeg i det øjeblik løj for mine børn. Fordi jeg troede jeg skulle dø.
Jeg oplevede det ikke.
Alligevel bliver jeg aldrig helt mig selv efter at have set optagelserne. Og besøgt stederne i maj. Talt med politikere og familier, der har mistet det hele. Besøgt nogle af de ulovligt besatte områder, hvor beduiner lever i ufred. Hørt om en uforsonlig virkelighed, hvor der ved mine andre besøg i Israel har været en slags fælles forståelse. En tålt fred.
Set en hel kibbutz, der står som var den forladt i går. Nedbrændte huse, smeltede legetøjscykler og dukker på jorden. Blodspor og stanken af den forkullede virkelighed. Tegn på husene med maling, sat af soldater da de endelig kom frem og registrerede et lig indenfor. Så man kunne se de havde gennemsøgt huset og hurtigt var videre i en søgen efter overlevende. Som fåreblodet i det gamle Egypten, der skulle holde det onde ude – her bare med omvendt fortegn. Det onde havde været der allerede.
Og når man gik rundt i den forladte kibbutz genså jeg de film, jeg tidligere så på Christiansborg fra den 7. oktober 2023. Optagelser fra terroristernes bodycams og byens mange overvågningskameraer. Det skete lige der.
Videoen af en far, der desperat løber ud af sit hus den morgen Hamas angriber. Løber ind i et beskyttelsesrum, der er bygget til at modstå raketter fra himlen, men ikke har taget højde for, at døden kommer på gåben. Der er rød alarm i hele byen. Alle løber ud som altid – men de hører noget andet end raketter. De hører skud og kender lyden. De ved, at det ikke er den slags lyd der kommer af våben fra israelsk militær.
Vi ser faderen løbe ind i beskyttelsesrummet med sine to drenge. En terrorist fra Hamas kaster en granat ind til dem. Kort efter kommer drengene ud og skriger efter deres far, der ligger derinde endnu og er sprængt i stykker. Han lagde sig på granaten for at redde børnene.
Drengene er på mine børns alder. Den ene har fået brændt sine øjne og kan ikke se. Den anden forsøger at bære ham ind i stuen igen. De skriger efter deres far. Ind i køkkenet kommer en af terroristerne. Frygten i børnenes kroppe glemmer jeg aldrig. Han går hen til køleskabet, drikker af en cola. Det ene barn siger colaen er moderens. Terroristen siger “hvor er hun, hende vil jeg gerne have fat i” og forlader umenneskeligt og koldt de grædende børn. De overlever – som kun ganske få – men nu uden far.
Næste billede er nogle vilde dyriske unge terrorister, der forsøger at skære hovedet af en død voksen mand i fodboldtrøje. Der skal hugges mange gange før det lykkes. Lyden glemmer jeg aldrig. Gruppens glæde og jubelråb, da det lykkedes at fremvise et afskåret hovede for omverdenen – alle havde de GoPro på kroppen, så alt blev optaget og kunne sendes ud bagefter. Langt de fleste film stammer fra disse kameraer, opsamlet fra ligene af de terrorister, der blev stoppet eller skudt.
Et andet sted står unge mennesker til en musikfestival. De hører brag og tænker, det er fyrværkeri. Men som på Utøya med Breivik som morderen, går det langsomt op for den store flok af feststemte unge, at festen er slut. Og det er alvor. Og at flugt kun er en lille mulighed for at komme væk i live. De løber. I grupper og alene. Hen over marker – i forsøget på at undgå kugleregnen.
Jeg glemmer aldrig de overvågningsvideoer. Jeg har aldrig tidligere set mennesker løbe sådan. Reelt og helt bogstaveligt, løbe for livet. De fleste falder om. Hamas skyder som var de lerduer. De morer sig.
Andre terrorister venter på dem, der flygter i biler. Venter for hver ende af vejen og skyder føreren. Sætter ild til levende mennesker i bilerne, der brænder op på sæderne. Lyden er hjerteskærende. Og er lyden af helvede.
Tilbage i kibutz bliver en kvinde slæbt i håret hen mod en bil. Hun slæbes af et spor af blod, fra den der blev slæbt der lige før. Lige da hun smides ind bagi, med tøjet halvt revet af, ser man hendes ansigt en sidste gang. Hendes øjne havde ingen frygt. Hendes øjne havde givet op. De var døde. Hendes ansigt forstenet. I en eller anden uforståelighed. Gidsler som hende er der stadig mange af i Gaza. Om de er i live aner vi ikke.
Sidste klip jeg vil nævne er en ung hamas-terrorist, der i blodrus skyder omkring sig. Han ringer så til sin mor og far og fortæller stolt, hvordan han har myrdet utallige israelere. Han er stolt, som da min egen søn ringede hjem og fortalte om en god karakter til eksamen – men dette var stolthed over brutale mord. Eufori over at have dræbt alle. Og gennem højttaleren hørte vi forældrenes store begejstring over deres søns heroiske store bedrifter. En familie i ren ekstase over at have ødelagt andres familie. Andres liv.
Ondskaben var ikke bare dem bag granaterne og våbnene. Dem der brugte spader til halshugning eller satte ild til levende mennesker. Ondskaben var også med på telefon – fra et sted inde i Gaza.
De klip jeg her har beskrevet er kun 5 minutter fra den 7. oktober. Jeg så godt en times optagelser.
Tårerne trillede ned af mine kinder imens. Væmmelse. Aldrig har jeg forsøgt at fatte noget så uforståeligt. Vi sad en gruppe politikere fra nævnet og da filmen var færdig, skulle vi ud på Christiansborgs gange og videre med andre udvalg. Jeg husker at jeg ved elevatoren stod med Inger Støjberg. Vi græd og forstod slet ikke, hvilken ondskab vi havde været vidner til. Uden at tale vidste vi begge, at vi lige måtte følges ad. Have en stund med hinanden, med en, der også lige havde set det samme som os selv – og vi sad på hendes kontor en time og bare stirrede. Ud i luften og på hinanden. Forstenede. Forsagte. Rystede over at se mennesket være så dyriske. Talte om det vi havde set – i håbet om at kunne forstå. Eller kapere. Ingen af delene lykkedes.
Jeg skulle ha været i kulturudvalget den dag. Noget om døllefjeldemusse marked efter store bededag. Jeg kunne ikke mere. Gik i lejligheden og blev siddende forstenet.
Og vi var der som sagt ikke engang.
Andre var der. Og skal videre derfra. Jeg har ikke fatteevne til at overskue hvordan.
Det er den virkelighed vi skal forholde os til. Både som medmennesker og politikere. Forståelse af det had og det ønske om hævn, som vi skal forsøge at undgå. Men som med sikkerhed sker.
Vi kan tale om tostatsløsning, og det gør politikere gerne – men lige nu er det mest tomme ord. Det gensidige had og elendigheden gør, at de fleste bare håber på at deres eget sted er frit og fredeligt påny. Ikke en stat, ikke et sted. Men bare deres eget sted til en start. Deres hus, deres stue. Deres rum. Håbe at der kommer mad, strøm, varme og vand igen. At gidslerne kommer hjem til deres familier og at freden kan sænke sig så meget, at vi kan begynde at se på, hvordan den kan bevares. At Hamas udryddes og Gaza kan forlades, at de nye krige i nord og syd stopper. At Iran og andre aktører måske endelig forstår, at krig ikke er vejen frem. Alternativt at det ender i en endnu større tragedie for hele området, hvis det internationale samfund må træde til påny. Det må vi være klar til.
Jeg har stadig et håb. Men jeg kan desværre kun se mørke en rum tid frem.
Jeg vil fortsat kæmpe for to stater. Våbenhvile. Humanitære indsatser og ikke mindst medmenneskelighed. Men det har lange udsigter.
Det første offer i en krig er sandheden. Jeg ved som gammel journalist, hvor svært det er at gennemse video og telegrammer og forsøge at finde hovede og hale i sandhed og spin. I dagens mediebillede, som både består af etablerede medier og så disse sociale medier, hvor enhver med en telefon kan klippe virkeligheden sammen med slogans, mudrer det samlede billede.
Vi ved ikke hvad vi skal tro. Og nogle gange går vi så, med et gæt. Før i tiden ville vi gå stille med det gæt, men i dag går vi åbenlyst all in.
Krigens næste offer bliver dermed sammenhængskraften. Polariseringen griber hele samfundet. Der er ingen mellemveje eller ønske om forståelse. Ingen lytning til nuancer. Jeg er spyttet på, råbt af og truet, bare fordi jeg er en politiker med holdninger. Andre der deltager i debatter er udskammet, ødelagte eller truet til tavshed. Pårørende jeg har talt med, gemmer sig bag andre navne end deres egne. Og vi har folk, der angribes alene på deres tro. I Danmark!?! Hvad er der dog sket med os?
Vores ellers så sunde fornuft og kritiske sans, bliver pludselig stålsat – og vi går på gaden i vilde opråb, der splitter os i atomer. Sort og hvid overfor hinanden i håbløse og endeløse kampe om alt muligt, vi intet ved om.
Så sent som i denne uge blev der råbt “bye bye” til Israel og gentaget hamas slogans om flod og hav. Begge ord kalder på yderligere drab. Mere udryddelse. Mere vold og alt andet end en løsning. Tænker de, der råber sådan, slet ikke på hvor lidelsesfuldt det må være at savne et gidsel, der i øjeblikket er hos Hamas. Hvordan en sorg bliver værre af det manglende knus, der ligger i at ville udrydde endnu mere. Og tror de, der råber sådan, virkelig at sultne skræmte borgere i Gaza tænker først og fremmest på at udrydde endnu mere? Er man virkelig så voldsparat, at man synes de paroler skal råbes og udryddelse ske?
Mon ikke de alle mest af alt bare gerne vil have en fred. Ikke våbenhvile der brydes igen på få timer, men en fred der er varig. Baseret på en gensidig forståelse af, at krig alene fører til undergang. Ingen krige er vel reelt endt lykkeligt? Der er altid for meget tabt, som ikke indad kan vindes.
Israel er et lille land med knap 10 millioner indbyggere. Et lille demokrati omringet af fjender på alle sider. Fjender ikke bare af Israel, men af vesten. I disse lande bor folk, der er uskyldige. Folk, der ikke er enige med landets onde ledere. Dem skal vi jo støtte, samarbejde med og passe på, da de kan være med til at skabe den fremtid vi sukker efter. En fremtid med tålt fred i Mellemøsten og gensidig lyst til at have flere stater, der selvstændigt lever som de vil og gør det i fred.
Vi må aldrig glemme den ondskab der startede det hele. Det er den vi sammen burde bekæmpe – fremfor at bekæmpe hinanden i en polariseret virkelighed, hvor de fleste slogans handler om at udrydde endnu flere. Destruere mere. Få andre til at forsvinde. Råb det aldrig igen. Gå ind i nuancernes verden og kæmp for at finde en gylden middelvej, hvor ordet to-stat ikke bare er et politikerord, men bliver virkelighed.
Æret være ofrenes minde. Og æret være dem, der er ofre og fortsat har et hjerte der banker. Banker for nogen eller noget. Og dermed har et håb. Spinkelt eller velbegrundet er underordnet. Håb er håb, uanset størrelse.











Vil du have Søeforklaringer i indbakken?





