Så nåede vi altså hertil. Ikke med faner og festfyrværkeri i sjælen, men lidt slukørede, lidt møre i skroget og med håndsprit i sprækkerne. Vi overlevede. Det skal man ikke kimse ad. Men det er også rimeligt nok at stille det mere ubekvemme spørgsmål på årets sidste aften: Hvem er vi blevet, mens vi havde så travlt med at klare os igennem?
Året hvor vi lærte at frygte hinanden
2020 blev året, hvor vi lærte at gå uden om hinanden. Ikke bare fysisk i supermarkedet med den der akavede dans ved køledisken, hvor alle stod og lignede statister i en katastrofefilm på lavt budget. Også mentalt. Den anden blev pludselig en mulig trussel. En smittekæde. En risiko. En, man lige skulle holde øje med. Hoster han? Står hun for tæt? Har de forstået alvoren? Har de fattet noget som helst?
Det er ikke nogen lille ting, når et samfund begynder at indrette sig efter mistanken. Frygt kan være nødvendig. Frygt kan redde liv. Men frygt er også en dårlig møbelsnedker. Den bygger sjældent noget smukt. Den bygger forhastede domme, hårde fronter og et menneskesyn, hvor naboen først og fremmest bliver reduceret til potentiel fare. Det er effektivt i en krise. Det er bare ikke et særligt rart sted at bo ret længe.
Og ja, vi kaldte det samfundssind. Noget af det var samfundssind. Noget af det var hensyn. Noget af det var fælles disciplin, og det skal ingen gøre grin med. Men noget af det var også ren og skær social mistillid forklædt som moral. Vi har i dette år haft en besynderlig lyst til at pege fingre ad hinanden med en iver, som ellers mest er forbeholdt familiejulefrokoster og lokalpolitik. Der sad en lille coronabetjent i mange af os. Og han havde det ikke så godt med nuancer.
Når afstanden flytter ind i sproget
Det mest urovækkende er måske ikke restriktionerne i sig selv. Dem kan man diskutere, kritisere, forsvare og sidenhen gøre regnskabet op med. Det mest urovækkende er, hvor hurtigt afstanden flyttede ind i vores måde at tale om hinanden på. Hvor hurtigt ordentlig tvivl blev mistænkelig. Hvor hurtigt spørgsmål kunne lyde som illoyalitet. Hvor hurtigt man enten var med holdet eller et problem, der skulle korrigeres.
Det er dér, et samfund risikerer at tabe mere end bare humøret. For folkestyret lever ikke af enighed. Det lever af, at vi kan tåle hinandens uenighed uden at afskrive hinandens menneskeværd. Når det glipper, står vi tilbage med regler, skærme, pressemøder og formaninger, men uden det indre kit, der gør et samfund til mere end et administreret venteværelse.
Jeg kom flere gange i år til at tænke på den gamle sætning fra K.E. Løgstrup om, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i vores hånd. Det har været sandt i sundhedsmæssig forstand i 2020, ja. Men det er også sandt i den måde, vi taler om hinanden på. Man kan godt ødelægge meget med et skuldertræk. Også på afstand.
Vi blev sendt hjem, men hvad flyttede med ind?
Der er noget sært ved et år, hvor stuerne blev kommandocentraler, køkkenbordene blev kontorer, og statsministerens ansigt blev en slags fast inventar i bevidstheden. Mange gjorde deres bedste. Mange bar mere, end man kunne se. Ensomhed, uro, hjemmeskole, aflyste farveller, savn, økonomisk knugen, rastløshed. Det har været et år, hvor meget blev sat på pause, men hvor det menneskelige slid ikke gjorde.
Og mens vi passede på kroppen, kom sjælen ofte til at halte bagefter. Det er ikke for at være højstemt. Det er bare en konstatering. Et samfund kan sagtens være funktionelt og samtidig være forpustet i ånden. Når alt bliver reduceret til kurver, regler og rigtige svar, så forsvinder noget af det, der gør os til andet end velregulerede flokdyr. Humor for eksempel. Nåde. Tvivl. Evnen til at se, at den anden måske også bare er et menneske på overarbejde.
Måske er det derfor, så mange er trætte på en måde, søvn ikke helt kan ordne. Ikke kun fordi året var hårdt. Men fordi det sled på tilliden. På spontaniteten. På den uformelle varme mellem mennesker. Vi lærte at passe på. Fint nok. Men vi må også spørge os selv, om vi samtidig kom til at øve os lidt for meget i at holde hinanden ud i stedet for at holde sammen.
Et samfund må ikke nøjes med at overleve
Der bliver sikkert sagt meget pænt i aften. At nu går det fremad. At lyset kommer tilbage. At vi skal have en fremadskuende tankegang. Alt det skal vi nok. Men det ville også klæde os at være ærlige: Der er forskel på at overleve og at leve. Et samfund må ikke nøjes med at få pulsen op igen. Det må også finde sin ånd tilbage.
For hvad er alternativet? At vi går ind i et nyt år som dygtige administratorer af afstand? At vi holder op med at give hånd og samtidig også holder op med at give plads? At vi tager den hårde tone, den hurtige mistanke og vi bærer en mangel på moralsk selvrefleksion med os som gratis håndbagage ind i 2021? Det ville være en elendig nytårsgave til os selv.
Derfor er håbet ikke, at alt bliver godt ved midnat. Den slags overtro må præsterne og reklamebranchen slås om. Håbet er mere beskedent og mere vigtigt: at vi husker, at et samfund uden tillid bliver koldt, også når intentionerne er gode. At vi finder tilbage til en ordentlighed, der ikke kun handler om at rette ind, men også om at række ud. At vi tør se på hinanden igen uden straks at lede efter fejl, farer og fjendebilleder.
Vi overlevede. Ære være det. Men hvis 2020 kun ender som året, vi kom igennem, så har året også vundet mere over os, end det burde. Det afgørende er, om vi kan komme ud på den anden side uden at have mistet for meget af det menneskelige undervejs. Ikke vores uenigheder. Dem skal vi nok beholde. Heldigvis. Men vores evne til at være mennesker før vi er positioner.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
