Julefreden er aflyst – vi er i krig om sandheden

Vi er i midten af december og normalt burde duften af gran og lyden af flettede hjerter der rammer hinanden fylde de danske stuer men i år er alt anderledes for vi har erstattet julefreden med en mental skyttegravskrig hvor sandheden er blevet det første offer på det alter vi kalder samfundssind Det er en

Vi er i midten af december, og normalt burde duften af gran og lyden af flettede hjerter, der rammer hinanden, fylde de danske stuer, men i år er alt anderledes, for vi har erstattet julefreden med en mental skyttegravskrig, hvor sandheden er blevet det første offer på det alter, vi kalder samfundssind.

Det er en mærkelig tid at være menneske i, når man kigger rundt i det danske samfund nu, hvor vi burde rykke sammen i mørket, men i stedet ender med at måle afstanden til hinanden med både tommestok og moral. Jeg sidder her og kigger på kalenderen, mens jeg kan mærke, hvordan samtalen, den rigtige samtale, er ved at forsvinde ud af vores hænder som sandet i et timeglas, der er revnet. Det er ikke bare corona-restriktionerne, der holder os adskilt; det er de usynlige filtre, vi har sat op foran vores øjne, hvor vi ikke længere ser et menneske, men en holdning, en vaccine-status eller en politisk fløj. Vi er blevet et folkefærd, der spørger “er du for eller imod?” før vi overhovedet har sagt “glædelig jul”, og det skræmmer mig mere end selve virussen, for når vi mister evnen til at tale sammen på tværs af uenighed, så mister vi selve det fundament, som vores folkestyre og vores åndsliv er bygget på.

Da julebordet blev en kampplads

I de her dage sidder folk i hele landet og sorterer i deres gæstelister til juleaften, og det handler ikke kun om forsamlingsforbuddet på ti personer, men om en slags ideologisk udskilningsløb, hvor man overvejer, om onkel Erik må komme med, hvis han nu mener, at mink-ordren var et grundlovsbrud, eller om lillesøster skal udelukkes, hvis hun er bange for den kommende vaccine. Vi er begyndt at screene vores nærmeste, som var de potentielle trusler mod vores egen retfærdighedsfølelse, og det er her, julefreden for alvor er blevet aflyst, for freden findes kun der, hvor der er plads til tvivlen og til den anden. Vi har skabt en kultur, hvor nuancerne dør i det øjeblik, vi tænder for nyhederne eller åbner Facebook. Vi står med et samfund, der er delt midt over af en kynisme, der forklæder sig som ansvarlighed.

Læs også:
Narrens genopstandelse: Fra Jesu fødsel til Heino Hansen

Søren Kierkegaard skrev engang, at folkestemningen er det abstrakte, der dræber det personlige, og man må sige, at han fik ret i en grad, han næppe selv kunne have forestillet sig, for i dag er det ikke længere det enkelte menneskes refleksion, der tæller, men derimod den store, massive klump af “rigtige” holdninger, som man enten må abonnere på eller blive udstødt af. Vi er holdt op med at lytte for at forstå, og vi lytter nu udelukkende for at finde den fejl hos den anden, der gør, at vi kan afvise alt, hvad de siger, og det er en tragedie for den danske samtale-tradition, som vi ellers har været så stolte af gennem generationer på højskoler og i forsamlingshuse.

Systemets kynisme og det tabte menneske

Når man kigger på minksagen, som stadig trækker spor her i december, så ser man ikke bare en sag om ulovlige ordrer og døde dyr, men man ser et billede på, hvordan systemet har overtaget magten fra menneskeligheden, og hvordan vi som borgere er blevet reduceret til brikker i et spil om sikkerhed frem for frihed. Der er en iskold kynisme i den måde, magten bliver forvaltet på lige nu, hvor man hellere vil ofre ordentligheden end at indrømme en fejl, og det siver desværre ned i os alle sammen, så vi også bliver små tyranner over for hinanden ved julebordet. Vi forsvarer vores “hold” med næb og kløer, som om vi var i krig, og måske er vi det også, men det er en krig om sandheden, hvor ingen vinder, fordi vi har glemt, at sandheden aldrig findes i ét perspektiv alene, men altid et sted midt imellem os, i det rum hvor vi tør være uenige uden at hade.

Læs også:
Kampen om absolut ingenting

Jeg oplever det selv, når jeg holder foredrag eller rådgiver virksomheder online, at der er en voksende frygt for at sige det forkerte, for at træde uden for den usynlige linje af politisk korrekthed, som coronakrisen har trukket op med en meget tyk tusch. Vi er blevet bange for hinanden, ikke bare fordi vi kan smitte hinanden med en sygdom, men fordi vi kan smitte hinanden med tvivl, og i et system, der kræver blind lydighed for at fungere, er tvivlen den største fjende. Men det er netop tvivlen, der er åndens adelsmærke, og hvis vi smider den væk for at opnå en falsk følelse af tryghed, så ender vi i et samfund, der er klinisk rent, men fuldstændig blottet for liv og menneskelig varme.

Revnen hvor lyset kommer ind

Leonard Cohen sang de berømte ord om, at der er en revne i alt, og at det er der, lyset kommer ind, og måske er det netop det, vi skal lede efter her i mørket – vi skal lede efter revnerne i vores egne overbevisninger og i vores egne fordomme om dem, vi er uenige med. Vi skal turde lade lyset fra den andens argumenter slippe ind, ikke nødvendigvis for at give dem ret, men for at anerkende, at deres frygt, deres vrede og deres frustration er lige så virkelig som vores egen. Julefreden er ikke fraværet af konflikt, men snarere julefredens dybere forståelse for, at vi alle sammen kæmper med de samme eksistentielle grundvilkår, uanset om vi bærer mundbind eller ej.

Vi har brug for en ny form for ordentlighed, som ikke handler om at følge myndighedernes anvisninger til punkt og prikke, men om at vise omsorg for det menneske, der føler sig trådt under fod af systemet, eller for det menneske, der er lammet af angst for fremtiden. Vi skal tilbage til en tid, hvor vi kunne sidde bænket omkring det samme bord og diskutere alt fra politik til religion, uden at det endte med, at vi aldrig talte sammen igen, for hvis vi mister den evne, så har vi mistet det vigtigste, vi ejer i dette land.

Læs også:
Fitnesscentret er den nye ungdomsklub

Når vi om lidt tænder lysene på træet og synger de gamle sange, så lad os prøve at synge dem lidt højere end vores egne forsvarsmekanismer, og lad os prøve at se hinanden i øjnene uden at lede efter en fejl eller en mangel på samfundssind. Lad os give plads til, at julefredens mangfoldighed er en del af sandheden, og at julefreden starter i det øjeblik, vi lægger de verbale våben og indser, at vi alle sammen bare er mennesker, der prøver at finde vej i en verden, der er gået af lave. Det kræver mod at være den, der rækker hånden ud over den grøft, vi selv har været med til at grave, men det er det eneste mod, der reelt betyder noget nu, hvor mørket er tættest, og hvor vi har allermest brug for hinanden og vores samfundsansvar.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.