Danmark koger under en hedebølge der føles som om den forsøger at brænde virussen ud af asfalten. Men mens asfalten i København og Aalborg sender varmeflimmer og dårlig luft direkte op i ansigtet på de tusindvis af mennesker der er stuvet sammen i små lejligheder er der ved at ske noget andet og langt vigtigere ude på de steder som de kloge hoveder plejer at kalde for udkanten.
I dag er det ikke længere en straf at bo der hvor kragerne vender. Tværtimod ligner det mere og mere en vinderstrategi. Mens vi har brugt de sidste mange år på at centralisere alt fra politistationer til fødeafdelinger og uddannelser ind mod midten af de største byer har denne her mærkelige og skræmmende tid vist os at de regneark vi har styret landet efter måske slet ikke tog højde for det vigtigste vi har. Nemlig pladsen til at trække vejret og fællesskabet der ikke behøver en projektleder for at fungere.
Jeg sidder her i varmen og tænker på alle de gange jeg har hørt eksperter tale om at landsbyerne var en rest fra fortiden som vi bare ventede på at kunne lukke og slukke. De talte om effektivitet og stordriftsfordele som om mennesker var maskindele der fungerede bedst hvis de lå i de samme store kasser. Men i dag ser vi at det er stik modsat. Udkanten er ikke en rest. Den er vores nye forkant.
Da storbyen blev et fængsel og landsbyen et fristed
Det er paradoksalt hvordan vores perception af succes har ændret sig på blot få måneder. Før krisen var succeskriteriet at bo så tæt på en kaffebar og en metrostation som muligt uanset om man boede i en skotøjsæske til en svimlende husleje. Men da verden lukkede ned blev kaffebaren lukket og metroen blev et sted man frygtede. Pludselig blev den dyre lejlighed til et fængsel af beton.
Ude i landsbyerne og i det vi så hånligt kalder provinsen har virkeligheden været en helt anden. Her har man haft haven den friske luft og de brede vidder. Men vigtigst af alt har man haft det lokale kendskab. Når man i en storby bor op og ned ad mennesker man ikke kender navnet på er man alene i mængden. I de små samfund ved man hvem der har brug for hjælp til at handle og hvem der trænger til et vink over hækken. Det er her ånden og det ægte folkestyre lever. Som Grundtvig så smukt sagde det så er vi først mennesker og derefter kristne eller for den sags skyld politiske væsner. Og mennesket trives bedst når det bliver set af sin næste.
Vi har i årtier ladet os forføre af kynismen i centraliseringen. Vi har troet at hvis bare vi samlede alt ét sted så blev det bedre. Men sandheden er at vi har mistet forbindelsen til det der binder os sammen. Når vi fjerner den lokale skole eller det lille posthus fjerner vi ikke bare en funktion. Vi fjerner et mødested. Vi fjerner den lim der holder Danmark sammen. Men her i august ser det ud til at mange danskere endelig har genopdaget at livet leves bedst der hvor der er højt til loftet og langt til naboen men kort til hjælpen.
Regnearkene der glemte den menneskelige faktor
Jeg bliver ofte træt når jeg lytter til debatten i de københavnske tv-studier. Det er som om man betragter resten af Danmark som en form for eksotisk museum man besøger i sommerferien før man skynder sig hjem til sikkerheden inden for voldene. De taler om os der bor herude som om vi er bagud. Som om vi ikke har forstået udviklingen. Men måske er det dem der er bagud. Måske er det dem der sidder fast i en forældet drøm om den evige vækst i storbyen mens verden omkring dem er ved at ændre sig.
Vi ser en spirende bevægelse mod det lokale. Folk flytter ud. De søger mod friskolen mod det lokale idrætsliv og mod en hverdag hvor man ikke bare er et cpr-nummer i en mega-kommune. Krisen har fungeret som et forstørrelsesglas på alt det der var galt med vores centraliserings-iver. Det har vist os at sårbarheden er størst der hvor vi er mest tætpakkede og mest afhængige af de store systemer.
Det kræver mod at sige systemet imod. Det kræver mod at holde fast i sit lokale fællesskab når alle eksperterne siger at det ikke kan betale sig. Men intet der er værd at eje kan gøres op i kroner og ører på et budgetskema fra Finansministeriet. Hvordan prissætter man den tryghed et barn føler ved at kende alle i sin landsby? Hvordan måler man værdien af den samtale der opstår ved den lokale købmand? Det gør man ikke. Man mærker det.
En ny vision for Danmark i balance
Hvis vi skal lære noget af denne her sommer så er det at vi skal stoppe med at tale om udkantsdanmark. Vi skal tale om hele Danmark. Vi skal skabe rammerne for at man kan leve et moderne og digitalt liv uanset om man befinder sig på Lolland i Vestjylland eller på Bornholm. Infrastrukturen skal følge med og vi skal have modet til at flytte magten tilbage til de mennesker den handler om.
Udkanten er vores forsikringspolice. Det er her vi finder de ressourcer og den modstandskraft som vi har brug for når de store systemer vakler. Det er her ordentligheden og den menneskelige varme findes i sin reneste form. Jeg ser det hver gang jeg kører ud og holder foredrag i de små forsamlingshuse. Der er en gejst og en vilje til at få tingene til at fungere som man sjældent finder på de bonede gulve i hovedstaden.
Lad os bruge denne her tid til at gentænke hvad det vil sige at være et moderne samfund. Det handler ikke om at alle skal bo i den samme by. Det handler om at vi skal kunne leve sammen hver for sig på en måde der giver mening for det enkelte menneske. Fremtiden er ikke centraliseret. Den er lokal. Den er nærværende. Og den starter lige herude hvor asfalten ender og de gode ideer begynder.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
