Det starter altid med en drøm om den danske sommer. Du ser dig selv glide gennem det bakkede landskab, mens airconditionen summer diskret, og en kold kildevand venter i tasken. Men så træder du ind på perronen, og virkeligheden rammer dig som en fugtig vaskeklud i ansigtet. Det er ikke bare sommer. Det er den dag, hvor alle landets unge har fået huer på, alle børnefamilier har pakket deres liv ned i tre kufferter, og solen har besluttet at teste, om asfalten kan koge.
Man skulle tro, at en transportvirksomhed med adgang til en kalender og en vejrudsigt kunne lægge to og to sammen. Men hos DSB er logik åbenbart en valgfri tillægsydelse, der sjældent er inkluderet i billetprisen.
De vidste det godt. De vidste, at det var dimissionsdag. De vidste, at det var den første store feriedag. De vidste, at hedebølgen ville få termometret til at skrige. Og alligevel stod man der og kiggede på et tog, der manglede to vognsæt. Det svarer til at invitere til bryllup og glemme at bestille maden, mens man håber på, at gæsterne bare spiser bordpynten.
Man bliver presset sammen under forhold, der ville få Dyrenes Beskyttelse til at anlægge sag, hvis der var tale om svinetransporter. Folk står som sild i en tønde, sveden driver ned ad ruderne, og ilten er en mangelvare, man skal kæmpe om. Men frygt ej, for DSB har det ultimative våben i deres arsenal: De “beklager dybt”.
Det er den mest værdiløse valuta i Danmark. En dyb beklagelse fra DSB koster dem ikke en krone, men den forventes at køle en overophedet passager ned og få tre timers forsinkelse til at forsvinde som dug for solen. Det er efterhånden blevet en fast del af rejsen. Man betaler for en billet, man får en oplevelse af kaos, og som en lille bonus får man en automatiseret undskyldning med hjem.
Hvorfor accepterer man det egentlig? Hvis du bestilte en tømrer til at lægge nyt tag, og han mødte op uden tagsten, men med en “dyb beklagelse”, ville du nok bede ham finde et andet erhverv. Hvis din kirurg glemte bedøvelsen og bagefter sagde “ups, vi beklager forløbet”, ville det ende i en retssag. Men når det gælder den kollektive trafik, trækker man bare på skuldrene og håber, at man i det mindste får en plads på gulvet ved siden af et overfyldt toilet næste gang.
Det handler om en fundamental mangel på seriøsitet. Man har glemt at stille krav til dem, der har ansvaret for at binde landet sammen. Det er som om, DSB opererer i et parallelt univers, hvor planlægning er noget, man gør med bind for øjnene. At mangle to vognsæt på årets travleste dag er ikke et uheld. Det er et aktivt valg om ikke at være forberedt.
Man kan altid få rådgivning om kommunikation og krisehåndtering, men intet spin i verden kan fjerne lugten af 400 svedige passagerer i et tog uden luftgennemstrømning. Det kræver handling, ikke flere pressemeddelelser skrevet i en kælder af folk, der aldrig selv tager toget.
Man bliver efterhånden imponeret over tålmodigheden hos de danske pendlere og ferierejsende. De finder sig i aflysninger, signalfejl og tog, der er kortere end en gennemsnitlig indkøbsvogn. Og hver gang tager man imod undskyldningen, som om den rent faktisk kunne bruges til at købe en ny rejse eller en kold øl.
Måske er løsningen enkel. Næste gang man står der i varmen, klemt inde mellem en barnevogn og en herre med en meget aktiv svedproduktion, skal man bare smile. Man skal huske på, at man er en del af et stort, nationalt eksperiment i, hvor meget en befolkning vil finde sig i, før de begynder at gå.
DSB har ret: De beklager dybt. Men det er os, der er sunket dybest, fordi vi stadig tror, at toget kommer til tiden.
Næste stop: En ny undskyldning. Husk at medbringe din egen vifte.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
