Det var lyden af porcelæn mod egetræ, der definerede indgangen til 2024. Lyden af en hel nation, der kollektivt tabte kaffekoppen ned i underkoppen præcis klokken 18.00 på årets sidste dag, mens kransekagen stadig stod urørt.
Nu står vi her, fjorten dage senere, på selve dagen. Den 14. januar 2024. En dato, der før bare var en mærkedag for en tronbestigelse i 1972, men som nu er blevet det definitive punktum for en æra, vi aldrig troede ville slutte. Forladt? Nej, det er måske for stærkt et ord. Men vi føler os unægteligt lidt forældreløse midt i al festivallen.
Den aften klokken 18.00
Lad os lige spole tilbage til nytårsaften. Vi sad der, klar til de sædvanlige formaninger om at huske hinanden og måske en lille opsang til de unge eller de selvfede. Vi ventede på de vante ord om Grønland og Færøerne, og vi var mentalt i gang med at tjekke, om champagnen var kold nok. Og så skete det. “Jeg har besluttet, at det nu er det rette tidspunkt.”
Det var som om, ilten forsvandt ud af stuen. I de sekunder, hvor ordet “abdikation” hang i luften, stoppede Danmark med at trække vejret. Man kunne næsten høre de digitale chokbølger rulle gennem landet hurtigere end nytårstorskens eftersmag. Ingen havde set det komme. Vi har jo bildt os selv ind, at Margrethe var en naturkraft. Ligesom Storebæltsbroen eller den jyske vestenvind – noget, der bare er der, uanset hvor meget verden ellers brænder.
Men hun er jo også bare et menneske. Et menneske med en ryg, der driller, og en kalender, der har været fyldt til randen i 52 år. At hun vælger at gå selv, før hun bliver båret ud, er måske hendes mest moderne handling til dato. En sidste, suveræn magtdemonstration af ordentlighed i hendes liv.
Jeg tænkte straks fremad, da jeg som medlem af præsidiet jo skulle forestå tronskiftets besøg på borgen. Hvor heldig har man lov at være?
Institutionen og mennesket
Der er noget dybt fascinerende ved det her kollektive sus. Vi lever i en tid, hvor alt bliver dekonstrueret, analyseret og ofte spyttet ud igen som værdiløst. Vi diskuterer alt fra woke-kultur til algoritmernes tyranni, men når den gamle dame på slottet siger tak for nu, så klapper vi alle i. Selv de mest indbidte republikanere gemmer deres paroler væk for en stund, fordi de godt kan mærke, at det her handler om mere end bare en titel.
Det handler om det, vi har fælles. I en tid, hvor vi ellers mest af alt har travlt med at mure os inde i hver vores ekkokammer på de sociale medier, blev nytårstalen og dagens begivenheder på Christiansborg en påmindelse om, at vi stadig kan føle det samme på samme tid. Den kollektive gåsehud er en sjælden gæst i 2024, men i dag er hun her.
Det minder mig om noget, Grundtvig kunne have skrevet om folkeånden i vores fællesskab – ikke som noget støvet og musealt, men som noget levende, der binder os sammen på tværs af postnumre og lønsedler. Som Kim Larsen sang: “De smukke unge mennesker, gid de længe leve må.” Nu er det så den “smukke” Frederik, der skal bære det hele videre. Og vi kigger på ham med den der blanding af stolthed og bekymring, man normalt reserverer til sine egne børn, når de skal til deres første eksamen.
Et vindue i historien
I dag, her den 14. januar, mens folkemængden bølger foran balkonen, mærker man historiens vingesus. Det handler ikke kun om politisk engagement eller ceremoniel staffage. Det er følelsen af at være vidne til noget, som vores børnebørn vil læse om i deres (formodentlig digitale) historiebøger.
Da hun i Statsrådet underskrev dokumentet, rejste sig og sagde “Gud bevare Kongen”, var det ikke bare en replik. Det var overdragelsen af en hel nations tillid. Det var øjeblikket, hvor “mor” gik ud af stuen, og vi pludselig opdagede, at vi selv skal finde ud af at rydde op efter festen.
Vi har brug for de her øjeblikke. Vi har brug for at stoppe op og mærke, at vi er en del af noget større end os selv. At verden ikke kun består af kriser, krige og kynisme, men også af traditioner, der holder vand, og mennesker, der tør påtage sig et ansvar, som de færreste af os ville kunne bære uden at knække.
Så i dag hæver vi glasset. Ikke nødvendigvis for monarkiet som system, men for det menneskelige i det. For pligten, for æren og for det mod, det kræver at sige farvel til det, man har været i et halvt århundrede. Vi er på borgen, på slotspladsen og over det hele. Børnene er med. Det her er historie i en grad, så en fridag fra skolen i Aalborg er helt ok. Vi kan kalde det hjemmeundervisning. Eller pjæk. I fucking dont care… Det her skal børnene huske.
I morgen besøger kongehuset Christiansborg og jeg skal føre Dronning Margrethe op i folketingets sale, hvorefter vi både har tid sammen under fire øjne og skal i samtale med udvalgte mennesker, der har haft betydning for hendes majestæt. Personligt vil jeg huske at sige til dronningen, at hun skal huske menneskemængden på slotspladsen lige nu – og tage det ind som hendes fortjeneste, at vi i en verden med digital debat, sociale medier og moderne levevis har fastholdt en kærlighed til monarkiet. Det er hende der har holdt den kærlighed ved lige, som Kongen nu skal overtage. Det skal være mit udtryk for en evig taknemmelighed for et helt liv under hendes royale vinger. Mens jeg ser frem til en tid under kongen, som jeg har mødt et utal af gange og VED vil gøre os stolte. Sikken dag….
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
