Vi befinder os i en tid, hvor en enkelt fastelavnsbolle er holdt op med at være en hyggelig lille sag med lidt flødeskum og syltetøj. Nej, vi er trådt ind i de laminerede brioche-dejes tidsalder, hvor hver bid er nøje kalkuleret til at maksimere både kalorieindtag og Instagram-potentiale. Det er lørdag formiddag i februar, og udenfor landets førende bagerier står folk i kø, som om de ventede på audiens hos paven eller billetter til en genforeningskoncert med Gasolin. Men de venter bare på en bolle. En bolle til tres tusinde kroner.
Man må beundre bagerens kunst. De har præsteret det ultimative marketing-stunt: At gøre mavepine til et statussymbol. For det er jo det, det er. Når man står der i kulden med sin lille papirspose fra det helt rigtige bageri, signalerer man til omverdenen, at man har både tid til at stå i kø og råd til at købe sukker til overpris. Det er en form for gastronomisk overskud, der grænser til det absurde. Jeg har set folk bære de her kager hjem, som var det skrøbelige Ming-vaser, de holdt mellem hænderne, velvidende at de om tyve minutter vil sidde med flødeskum i hele ansigtet og en snigende følelse af, at de måske burde have brugt pengene på noget mere fornuftigt. Som for eksempel en pensionsopsparing eller en ny gearkasse.
Pistacie-kulten og de laminerede drømme
I år er det pistacien, der har overtaget magten. Hvis ikke din fastelavnsbolle er dekoreret med finthakkede, lysegrønne nødder fra en solskinsø i Middelhavet, så eksisterer den nærmest ikke i det offentlige rum. Vi er gået fra den klassiske wienerdej til noget, de kalder lamineret brioche, hvilket lyder mere som noget, man gør ved et gulv i en lagerhal, end noget man putter i munden. Men resultatet er ubestrideligt. Det er sprødt, det er smørret, og det er tungt nok til at fungere som ballast på et mindre fragtskib.
Der er noget fascinerende ved denne søgen efter den perfekte smagsoplevelse. Vi vil have yuzu-kompot, vi vil have havtorn-skum, og vi vil have ganache af mørk chokolade, der er så intens, at man får hjertebanken bare ved at kigge på den. Men midt i alt dette gourmet-ræs savner man nogle gange den ærlighed, der lå i den gammeldags fastelavnsbolle. Den flade, lidt tørre bolle med en klat remonce i midten og et lag brun glasur på toppen, som man fik serveret i skolen, og som altid sad fast i ganen. Der var ingen, der tog billeder af den. Man spiste den bare og blev glad. I dag skal vi overbevises om, at vi køber en oplevelse, en fortælling og et stykke håndværk, før vi overhovedet må bide i fløden.
“Lykken er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar”. I dag er lykken åbenbart en sirligt foldet croissant-dej med passionsfrugt-curd, og kaffen skal helst være en havremælk-latte til fyrre kroner oveni. Vi har mistet sansen for det simple, fordi vi er blevet forført af det ekstraordinære. Vi jagter det næste sus, den næste smagskombination, mens vi glemmer, at det egentlig bare handler om at få noget sødt til kaffen og tale lidt sammen.
Køens psykologi og flødens tyranni
Hvorfor står vi egentlig i de køer? Er det smagen, eller er det bekræftelsen i at være en del af noget? Der er en mærkelig dopamin-effekt forbundet med at få fat i den sidste pistacie-bolle, før bageren melder alt udsolgt klokken elleve. Det er en lille sejr i hverdagen, en følelse af at være udvalgt. Og når man så endelig sidder derhjemme og skal i gang med projektet, opstår det næste problem: Hvordan spiser man det uden at ligne en, der har tabt kontrollen over sit liv?
En moderne fastelavnsbolle er ikke designet til at blive indtaget af et menneske med værdigheden i behold. Den er for høj til at bide over, for sprød til at skære med en gaffel, og flødeskummet har en tendens til at flygte ud af siderne ved det mindste tryk. Det er en kamp mod fysikkens love. Alligevel gør vi det igen og igen. Vi lader os undertrykke af flødens tyranni, fordi vi er bange for at gå glip af sæsonens højdepunkt.
Måske er det i virkeligheden vores måde at håndtere den mørke februar på. Vi har brug for farverige oplevelser for at glemme de grå skyer og de kolde morgener. Vi har brug for en sukkerchok-induceret trance, der kan bære os igennem de sidste uger før foråret. Det er en form for selvmedicinering med marcipan og vaniljecreme som de primære aktive stoffer. Og hvem kan egentlig bebrejde os det? Verden er fuld af alvor, så hvorfor ikke lade sig forføre af en bolle til tres kroner, bare én gang om året?
En bøn for den jævne dansker
Jeg vil dog slå et slag for, at vi ikke glemmer det menneskelige aspekt midt i denne gourmet-ekstase. Vi sidder folk derude, som bare gerne vil have en bolle uden dikkedarer. Folk, der ikke ved, hvad yuzu er, og som ikke har tålmodighed til at vente fyrre minutter på en fortovsflise i København. Til os vil jeg minde om: Det er okay. Vi er ikke mindre dannede, fordi vi køber vores fastelavnsboller i Netto eller bager dem selv med en pose færdig-miks.
Der er en fare for, at vi skaber et gastronomisk klasseskel, hvor man enten er med på moden eller er håbløst bagud. Men en fastelavnsbolle med fyld burde være det store fælleseje. Den burde være den demokratiske kage, der samler os på tværs af alt det, der ellers skiller os ad. For uanset om bollen koster fem eller femoghalvtreds kroner, så ender den det samme sted, og den giver den samme korte følelse af lyksalighed, før samvittigheden banker på.
Når jeg ser ud over landet i denne uge, ser jeg en nation, der er forenet i en sød rus. Vi diskuterer fyld, vi sammenligner priser, og vi klager over køerne, mens vi glædeligt stiller os bagerst i dem. Det er i grunden ret smukt. Det er en lille, harmløs galskab, som vi deler. Og måske er det præcis det, vi har brug for. Ikke mere analyse, ikke flere store ord, bare en solid mængde fløde og en forståelse for, at livet nogle gange er bedst, når det er dækket af flormelis.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
