En morgen stod der et fritstående vindue midt på torvet, der ikke viste dig selv, men alt det bedste fra alle andre. Snart stod hele byen stille og kiggede ind i glasset, mens de langsomt glemte at leve deres egne liv.
Det begyndte med et vindue. Ikke et almindeligt vindue. Det stod midt på torvet i byen, frit, uden noget hus omkring sig, bare en stor glasplade i en ramme af mørkt træ. Ingen vidste, hvor det kom fra. En morgen var det der bare, og man kunne se sit eget spejlbillede i det, hvis man stillede sig foran. Men kun et øjeblik. For så skiftede billedet. I stedet for dig selv viste vinduet andre. Det viste, hvad alle de andre i byen lavede, lige nu, akkurat i dette sekund. Det viste Otto, der lavede en saltomortale ned fra høstakken. Det viste tvillingerne, der havde fundet et pindsvin. Det viste den smukkeste solnedgang nede ved fjorden, set fra det allerbedste sted, og det allerbedste måltid, dampende på et bord, og en pige der lo så hjerteligt, at man selv fik lyst til at grine.
Det var umuligt at gå forbi det vindue uden at standse. Og det var næsten umuligt at gå videre igen. For der var altid mere. Lige når man havde set noget, kom der noget endnu bedre. Otto sprang højere. Solnedgangen blev rødere. Pigen lo endnu mere. Vinduet viste hele tiden det bedste af alt, alle andre lavede, det ene efter det andet, uden pause, uden ende. Folk begyndte at samles foran det. Først lidt. Så meget. Så hele tiden.
Vera var elleve år, og i begyndelsen stod hun der også. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun stod der en hel eftermiddag og kunne ikke rive sig løs, og da hun endelig gik hjem, var det med en mærkelig, sur lille klump i maven. For alt det, hun selv lavede den dag, virkede pludselig kedeligt. Hun havde bygget en hule i pilekrattet, og før havde det været en god hule. Nu, efter vinduet, var det bare en bunke pinde. For i vinduet havde en anden bygget en bedre hule. Det gjorde altid en anden. Det var ligesom hele pointen. Så Vera gik tilbage til vinduet næste dag. Og dagen efter. Ligesom alle de andre.
Men Vera lagde mærke til noget. Og det er værd at lægge mærke til, at Vera lagde mærke til noget, for det var der ikke ret mange, der gjorde længere. Hun lagde mærke til, at folk, der stod længe foran vinduet, blev underlige. De blev blege. Først bare lidt, sådan som man bliver, når man ikke kommer udenfor. Men det fortsatte. Huden blev glat og blank. Og hvis man kiggede rigtig godt efter, og det gjorde Vera, så kunne man til sidst se tværs igennem dem. Lyset gik lige igennem, som gennem en rude. De stod der foran vinduet, stille og stirrende, og blev langsomt selv til glas.
Den gamle skomager var den første, det skete helt for. En morgen stod han der, klar og blank og fuldstændig stille, med øjnene rettet mod vinduet og et lille, længselsfuldt udtryk frosset fast i ansigtet. Han var blevet til en glasmand. Man kunne banke på ham. Han svarede ikke. Han kiggede bare videre på alt det, andre lavede, og lavede ikke selv noget mere, og ville aldrig lave noget mere. Og ingen opdagede det. Det var det værste. De stod alle sammen og kiggede ind i vinduet, så de så ikke, at manden ved siden af dem var blevet til glas. De så kun det bedste af alle andre, et andet sted, og de mærkede ikke, at de selv langsomt blev kolde og blanke og stille.
Vera blev bange. Hun prøvede at sige det. I bliver til glas, sagde hun til de andre børn. Kig på den gamle skomager. Kig på jer selv. Men de svarede ikke rigtigt. De mumlede ja, ja, lige om lidt uden at vende hovedet, for i vinduet skete der lige nu noget, de ikke kunne misse. Der skete altid lige nu noget, de ikke kunne misse. Det var byens nye sygdom. Ingen kunne misse noget. Og fordi de ikke turde misse noget af alt det andre, missede de det hele. Vera forsøgte at trække sin bedste ven, Mads, væk. Hun tog fat i hans arm. Den var allerede kølig. Allerede en lille smule for glat. Mads, sagde hun. Kom nu. Lad os gøre noget. Hvad som helst. Bare noget rigtigt. Om lidt, sagde Mads med glasstemme og blanke øjne. Se lige det her først.
Så lod Vera ham være. Og hun gjorde det, der til sidst reddede byen, selvom hun ikke vidste, at det reddede byen. Hun blev så ked af det og så vred, at hun vendte ryggen til vinduet og gik. Hun gik ned til fjorden, helt alene, og hun var så fyldt af noget, der skulle ud, at hun begyndte at danse. Ikke en pæn dans. En tosset, vild, vred dans, helt alene på stranden, hvor ingen kunne se hende. Hun trampede og snurrede og lo og græd lidt, og hun samlede sten op og kastede dem i vandet, så langt hun kunne, og hun byggede et tårn af drivtømmer, der væltede, og byggede det op igen. Hun lavede ingenting fornuftigt. Hun lavede bare noget. Med hele sin krop. Helt alene. Lige nu.
Da hun en time senere gik tilbage mod byen, varm og forpustet og levende, lagde hun mærke til noget mærkeligt ved sig selv. Hun var ikke blevet det mindste til glas. Tværtimod. Hun var mere sig selv end nogensinde. Hænderne var beskidte. Kinderne var røde. Hun var helt fyldt op af at have gjort noget i stedet for at have set på noget. Og så forstod hun det. Det var ikke vinduet i sig selv, der gjorde folk til glas. Det var det at stå stille og kun se på. Det at lade alt det levende være noget, andre lavede et andet sted. Man blev til glas, fordi man holdt op med selv at lave noget. Og man kunne ikke blive til glas, hvis man var i fuld gang med at danse en tosset dans på en strand.
Vera løb tilbage til torvet, hvor hele byen stod stiv og blank foran vinduet, halvvejs til glas, den ene efter den anden ved at fryse fast. Hun stillede sig ikke foran dem og holdt en tale. Det ville ikke have hjulpet. De hørte jo ikke efter. I stedet gik hun hen til Mads, den ven hun elskede mest, og hun tog hans kolde, glatte hånd, og hun gjorde det eneste, hun kunne komme i tanke om. hun begyndte at danse med ham. Hun trak i ham, vild og tosset, ligesom på stranden, og selvom han var tung og stiv og halvt til glas, fik hun hans fødder til at flytte sig. Et skridt. To skridt. Hun snurrede ham rundt, klodset og grinende, og råbte hans navn lige ind i hans glasansigt.
Og dybt inde i ham skete der noget. Det var bare et lille øjeblik, hvor han, fordi han bevægede sig, fordi han gjorde noget, fordi han var til stede lige der med Vera i stedet for derinde i vinduet hos alle de andre, glemte at se på vinduet. Og i det øjeblik kom farven tilbage i hans kinder. Glasset blødte op. Han blinkede. Han var Mads igen. Hvad, sagde han. Hvor længe har jeg stået her? For længe, sagde Vera. Kom. Dans.
Sådan reddede de byen. Ikke ved at smadre vinduet, for man kan ikke smadre den slags, det ville bare komme igen. Men ved at danse. Vera og Mads gik fra glasmenneske til glasmenneske og trak dem væk, ud i bevægelse, ud i at gøre noget, hvad som helst, bare det var rigtigt og lige nu og deres eget. De fik den gamle skomager til at sy igen. De fik bagerens kone til at ælte dej. De fik børnene til at bygge huler, der ikke var bedre end nogen andens, men som var deres egne, og som de selv havde rørt ved med deres egne hænder. En efter en kom de tilbage fra glasset. Levende. Beskidte på fingrene. Røde i kinderne. Vinduet står der stadig på torvet, hvis du vil vide det. De fik det aldrig væk. Det viser stadig det bedste af alt, alle andre laver, det ene efter det andet, uden ende. Og nogle gange standser folk og kigger lidt. Men der er en regel i byen nu. Den fortæller forældrene til deres børn, og børnene til deres børn igen. Du må gerne kigge ind i vinduet. Men aldrig længere, end du selv kan nå at danse bagefter.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den sidste der kunne kede sig
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
