Danmarks største kor af mekaniske hyl og smartphone-skrig har lige været på scenen, og vi kan konstatere én ting: Teknikken virker. Vi er verdensmestre i at teste lyden, men når det kommer til den faktiske overlevelse, er planen vist mest af alt ”løb lidt rundt og se bekymret ud”.
Den nationale lydprøve uden noder
Hvert år, den første onsdag i maj klokken 12:00, stopper Danmark op i et kort øjeblik. Eller rettere: Vi stopper ikke op, vi kigger bare på vores telefoner med det der særlige blik, man normalt reserverer til en uventet regning fra Skat. Det er Store Hyledag. Sirenerne på tagene hyler om kap med den lille tekniske terrorist i vores bukselommer, og vi nikker anerkendende. ”Jo tak, den virker,” tænker vi, mens vi propper en bid frokost i munden. Men har vi nogensinde stoppet op og spurgt os selv, hvad vi egentlig ville gøre, hvis det ikke bare var en test?
Det er her, den danske optimisme – eller måske snarere vores kollektive naivitet – for alvor skinner igennem. Vi har et beredskab, der er fantastisk til at skabe larm, men vi mangler en befolkning, der ved, hvad larmen betyder. Det er lidt som at installere verdens dyreste røgalarm i et hus uden døre; du ved præcis, hvornår det brænder, du kan bare ikke komme ud. Vi tester hardwaren år efter år, men vi glemmer at opdatere den software, der sidder mellem ørerne på os selv. Ifølge Beredskabsstyrelsen er budskabet klart: Gå indenfor, luk døre og vinduer, og søg information. Men hånden på hjertet, hvor mange af os ved overhovedet, hvor det nærmeste beskyttelsesrum er? Eller om det overhovedet er blevet brugt til andet end opbevaring af gamle juledekorationer de sidste tredive år?
Krisekommunikation som en stumfilm
I min verden kalder vi det krisekommunikation. Og god krisekommunikation handler ikke om at råbe højest, men om at få folk til at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt. Lige nu minder vores nationale varslingssystem mest af alt om en meget højlydt stumfilm. Vi får lyden, vi får lyset på skærmen, men selve instruktionen forsvinder i den tekniske fascination af, at ”S!RENEN” rent faktisk kan tvinge sig vej gennem vores lydløse indstillinger.
Vi er blevet så dygtige til selve varslingen, at vi har glemt formålet. Det er en klassisk fælde i det moderne samfund: Vi elsker processen, vi elsker systemet, men vi glemmer mennesket i midten. Når sirenen hyler, og telefonen ryster, er det ikke et signal til at tage en selfie med teksten ”Uh, det støjer!”. Det er meningen, at det skal udløse en kædereaktion af logiske handlinger. Men i stedet står vi der, midt i Netto eller ved busstoppestedet, og kigger på hinanden som forvirrede gnavere, der lige har hørt en ugle. Det er krisekommunikation uden indhold. En advarsel uden en vejviser.
Hvis vi for alvor ville teste vores beredskab, skulle vi ikke bare teste lyden. Vi skulle teste vores evne til at handle. Det er let at trykke på en knap i en bunker et sted og få hele landet til at vibrere. Det er sværere at sikre, at den enlige mor i lejligheden på fjerde sal eller den ældre herre i parcelhuset ved, præcis hvilken radiofrekvens de skal skrue ind på, når strømmen er gået, og 5G-masten er smeltet. Vi har brug for mere end blot en årlig lydprøve; vi har brug for en dannelsesrejse i sund fornuft og praktisk handlen.
Hvor er vores ”Ind i skabet”-guide?
Der er noget næsten filosofisk over vores tilgang til katastrofer. Vi lever i en tidsalder, hvor vi kan tracke vores pizza i realtid, men vi aner ikke, hvor vi skal løbe hen, hvis himlen falder ned. Vi har erstattet den kollektive viden med en blind tillid til teknologien. ”Der kommer nok en app med en rutevejledning,” tænker vi. Men hvad gør vi, når appen ikke svarer? Når systemet, vi har forelsket os i, er netop det, der er under angreb?
Det minder mig om de gamle instruktionsfilm fra koldkrigstiden. De var måske lidt naive med deres ”duck and cover”-råd, men de gav i det mindste folk en følelse af, at der var noget, de selv kunne gøre. I dag er vi blevet passive modtagere af støj. Vi har outsourcet vores overlevelsesinstinkt til Beredskabsstyrelsen og håber på det bedste. Men krisekommunikation er en tovejsvej. Det kræver, at modtageren er trænet i at forstå og agere på signalet. Ellers er det bare støjforurening med et officielt stempel.
Vi mangler den mentale parathed. Den der følelse af medborgerskab, hvor vi ved, at vi har et ansvar for hinanden, når det brænder på. Det handler ikke om at skabe frygt, men om at skabe tryghed gennem viden. En alarm skal ikke bare skabe panik; den skal skabe fokus. Lige nu skaber den mest af alt bare irritation over, at man lige var ved at høre en god podcast, da telefonen besluttede sig for at imitere en jetmotor.
Som den mentale observatør, jeg nu engang er, må jeg bare konstatere: Vi har styr på højttalerne. Vi har styr på algoritmerne bag mobilvarslingen. Nu mangler vi bare at få styr på os selv. Måske skulle vi bruge næste års test på faktisk at gå derhen, hvor vi tror, vi skal være? Bare for at se, om døren er låst. Det ville være den ultimative søeforklaring på vores beredskab – at vi stod foran en lukket dør, mens vi beundrede vores smartphones evne til at hyle i perfekt harmoni.
Vi ses i ly af sirenerne – eller måske bare i køen i Netto, næste gang telefonen beslutter sig for at råbe ad os.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
