Så kom påbuddet. Mundbind. Ansigter pakket ind i skønhedsprodukter. Et helt samfund med elastikker bag ørerne og et blik, der pludselig skal klare hele arbejdet alene. Jeg ved godt, at det her kan blive læst som modvilje mod nødvendighed. Det er det ikke. Det er bare en stille sorg over, hvor hurtigt noget så menneskeligt kan blive gjort sekundært.
Jeg sad og kiggede rundt i det offentlige rum i dag og fik den dér mærkelige følelse af, at vi var blevet statister i vores eget liv. Ikke dramatiske, heroiske statister. Mere sådan nogle lidt matte figurer i baggrunden af en film, hvor alt det vigtige er blevet overtaget af regler, skilte og formaninger. Vi er blevet de maskerede aber. Et brutalt billede, ja. Men også et ærligt et. For der er noget absurd over at se et folk, der plejer at hilse, smånikke, smile skævt eller undskylde med ansigtet, pludselig bevæge sig rundt som halve mennesker.
Ansigtet er ikke pynt. Det er ikke bare hud og tænder og mimik. Det er selve vores adgangsbillet til hinanden. Det er dér, vi opdager, om den anden er varm, vred, venlig, usikker eller bare har haft en lang dag. Et smil til en fremmed i supermarkedet er jo ikke verdenshistorie. Men det er civilisation i miniature. Det er den lille besked om, at vi godt ved, vi er her sammen.
Det tab, ingen rigtig tæller med
Det er dét, jeg synes, vi taler for lidt om. Ikke om smitte. Ikke om hensyn. Men om tabet. Om det menneskelige møde, som bliver fattigere, når halvdelen af ansigtet forsvinder. Ja, øjnene kan meget. Men øjnene kan ikke alt. De kan ikke alene bære den tavse undskyldning, det lille glimt af humor, den diskrete venlighed, som ofte holder et samfund mere sammen end alle de pressemeddelelser, der nogensinde er skrevet.
Måske vænner vi os til det, måske glemmer vi hvordan man smiler til en fremmed. Den sætning rumsterer i mig i dag. For mennesket kan vænne sig til næsten hvad som helst. Det er både vores styrke og vores ulykke. Vi normaliserer med imponerende fart. Først føles noget fremmed. Så føles det nødvendigt. Så føles det almindeligt. Og pludselig kan ingen længere huske, hvordan verden så ud, før vi begyndte at skjule os for hinanden.
Samtalen uden ansigt
Hvordan taler vi egentlig sammen uden ansigter? Ikke rent teknisk. Det kan vi jo godt. Ord kommer stadig ud. Lyde passerer stadig mellem mennesker. Men den egentlige samtale er jo mere end ord. Den ligger i mundvigen, i det halve grin, i det lille “ro på, jeg er venligt stemt”, som ansigtet sender afsted længe før stemmen gør. Når det forsvinder, bliver vi mere usikre på hinanden. Mere kantede. Mere alene midt i fællesskabet.
Jeg mærker det selv. Jeg bliver mere tøvende. Mere mekanisk. Som om jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal være imødekommende, når den del af mig, der normalt siger hej uden ord, er pakket væk. Og det er måske det mest tankevækkende i dag: hvor hurtigt vi kan blive fremmede for hinanden uden at skændes, uden at råbe, uden at gå i opløsning. Det kræver tilsyneladende bare, at vi holder op med at kunne se hinandens ansigter.
Bag stoffet sidder stadig et menneske
Det er ikke en klagesang over dem, der tager mundbind på. Selvfølgelig ikke. Folk gør, hvad de mener er rigtigt, nødvendigt og ansvarligt. Respekt for det. Men netop derfor bør vi også turde sige højt, at der er en pris. Ikke kun en praktisk pris, men også en rimelig løsning, der indebærer en menneskelig. En åndelig, hvis man vil være lidt højtidelig. Noget går tabt i mødet mellem mennesker, når mennesket møder mennesket halvt skjult. Noget af det lette. Noget af det, der fjerner det umiddelbare indtryk. Noget af det, der gør et samfund til mere end bare en samling individer, der passerer hinanden uden kontakt.
Måske lærer vi nye måder at vise varme på. Måske bliver stemmen blødere, blikket tydeligere, nærværet stærkere. Det håber jeg. Men måske bliver vi også bare lidt mere lukkede, lidt mere mistroiske, lidt mindre spontane. Måske bliver vi så vant til de skjulte ansigter, at vi en dag opdager, at vi ikke bare har dækket munden til. Vi har dækket noget af forbindelsen til hinanden til.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
