Lade-helvede: 14 apps og en flad bil på E45

Det skulle have været så godt Stilheden i kabinen er næsten øredøvende mens jeg glider lydløst ned ad E45 i retning mod Horsens Ingen motorstøj ingen vibrationer bare den rene samvittighed og fornemmelsen af at være en del af den store grønne fremtid Men stilheden er bedragerisk For inde i mit hoved larmer rækkevidde angsten mere

Det skulle have været så godt. Stilheden i kabinen er næsten øredøvende, mens jeg glider lydløst ned ad E45 i retning mod Horsens. Ingen motorstøj, ingen vibrationer, bare den rene samvittighed og fornemmelsen af at være en del af den store, grønne fremtid. Men stilheden er bedragerisk. For inde i mit hoved larmer rækkevidde-angsten mere end en gammel dieselhakker med en løs udstødning. Jeg kigger på instrumentbrættet. Procenterne falder hurtigere end min tålmodighed en fredag eftermiddag i myldretiden, og pludselig står det klart, at jeg ikke når frem til aftenens foredrag uden en hurtig dosis strøm. Det er her, eventyret om den teknologiske frihed forvandler sig til et digitalt mareridt i det jyske vejrlig.

Jeg ruller ind på en rasteplads, der ligner alle de andre. Gråt, vådt og fyldt med mænd i mørke jakkesæt, der står og stirrer tomt ind i en plastikboks, mens regnen trommer mod asfalten. Det er den moderne tids pilgrimsrejse. Vi søger ikke mod hellige kilder, men mod lynladere, der lover 350 kW, men leverer noget, der minder om en træt lommelygte. Jeg finder en ledig stander, stikker kablet i og føler mig for et kort sekund som en mand af verden. Lige indtil skærmen beder mig om at scanne en QR-kode eller åbne en app. Det er her, helvede bryder løs.

App-storens triumf over sund fornuft

For to år siden var livet enkelt. Man kørte ind til en stander, stak et stykke plastik i en sprække, og så kom der benzin ud. Nu kræver det en doktorgrad i software-arkitektur og en smartphone med mere hukommelse end NASAs kontrolcenter. Jeg kigger på min telefon. Jeg har allerede otte forskellige lade-apps liggende i en mappe, jeg har døbt ‘Strømsvigt’. Men denne stander er naturligvis fra en operatør, jeg aldrig har hørt om før. En ny spiller på markedet, der insisterer på, at jeg skal oprette en profil, bekræfte min e-mail, indtaste mine kreditkortoplysninger og sikkert også uploade en kopi af min dåbsattest, før de vil lade mig købe tre kvarters strøm.

Læs også:
Gry Rambusch (1980–2026)

Det er en absurd form for fremskridt. Vi har bygget en infrastruktur, der minder om det gamle Tyskland før Bismarck, hvor hvert lille fyrstendømme havde sin egen valuta og sine egne regler. Man kan ikke bare betale med sit Dankort. Nej, man skal indfanges i et økosystem, hvor man bliver lovet rabatter, man aldrig får, og nyhedsbreve, man aldrig har bedt om. Jeg står der i regnen og prøver at downloade den 14. app i rækken, mens mine fingre er så kolde, at ansigtsgenkendelsen på telefonen nægter at tro på, at jeg er den samme mand, der forlod Aalborg to timer tidligere.

Søren Kierkegaard sagde engang, at livet skal forstås baglæns, men leves forlæns. Problemet med elbilen er, at man konstant lever den baglæns. Man planlægger sit liv ud fra, hvor man var for ti minutter siden, og hvor meget energi man har spildt på at modstå modvinden over Vejle Fjord. Der er ingen spontanitet tilbage. Man kan ikke bare tage en omvej for at se en flot kirke eller finde en god bager, for hvad nu hvis den næste lader er optaget af en hollænder med en campingvogn eller, endnu værre, er ude af drift?

De digitale zombiers nat

Mens jeg venter på, at appen verificerer min identitet, kigger jeg mig omkring. Vi er en flok digitale zombier, der vandrer hvileløst rundt mellem standerne. Der er en mærkelig form for fællesskab i frustrationen. Vi udveksler korte, indforståede nik. Har du fået den til at virke? Nej, den melder fejl 404. Prøv den derovre, den virker med Monta, hvis du har en særlig brik. Det er som at være med i et hemmeligt selskab, hvor adgangskravet er en flad bil og en høj puls.

Læs også:
2.312 mails, en Yamaha-synthesizer og den digitale kirkegård

Vi er blevet slaver af grænseflader. Engang handlede en biltur om landskabet, samtalen og musikken i radioen. Nu handler den om at overvåge en ladekurve. Vi sidder i kabinen og glor på en blå bjælke, der langsomt bevæger sig mod højre, mens vi overvejer, om vi har tid til at købe en pap-kaffe, eller om vi risikerer, at standeren afbryder forbindelsen, så snart vi vender ryggen til. Det er teknologiens ironi: Den skulle frigøre os, men den har i stedet lænket os til en rækkevidde-beregner, der er lige så upålidelig som en vejrudsigt i april.

Jeg tænker på alle de store visioner om den sømløse rejse. Hvordan vi skulle glide gennem Europa uden hindringer. Virkeligheden er, at jeg står ved en rasteplads nær Skanderborg og føler mig som en mand, der forsøger at løse en Rubiks terning i mørke. Det burde være så simpelt. Strøm er strøm. Men i hænderne på tech-giganter og operatører, der kæmper om markedsandele, bliver det til en bureaukratisk forhindringsbane, der suger glæden ud af kørslen.

En bøn for enkelheden

Måske er det mig, der er ved at blive gammel og sær. Måske er jeg bare ikke omstillingsparat nok til at se skønheden i at have 14 forskellige konti hos 14 forskellige firmaer for at kunne køre fra Jylland til Sjælland. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi har glemt mennesket i ligningen. Vi har bygget systemer, der fungerer perfekt i et Excel-ark i en glasbygning i København, men som falder fuldstændig fra hinanden, når det blæser 15 sekundmeter på E45, og man har ti minutter til at nå et foredrag for 200 mennesker.

Læs også:
Skærmovervågning, panik i gymnasiet og den store tjek-hver-anden-elev-feber

Der er en arrogance i den måde, vi udruller ny teknologi på. Vi antager, at alle altid har strøm på deres telefon, altid har perfekt 4G-dækning på en øde rasteplads og altid har lyst til at læse de nyeste handelsbetingelser på 48 sider, før de kan få lov at køre videre. Det er en mangel på respekt for folks tid og deres forstand. Vi bytter bekvemmelighed ud med kompleksitet og kalder det innovation.

Da jeg endelig får hul igennem, og laderen begynder at summe, sætter jeg mig ind i bilen. Jeg kigger på rækkevidden. 42 kilometer. Det tager 40 minutter at få nok på til at nå Horsens og hjem igen. 40 minutter, hvor jeg kunne have læst en bog, forberedt mine pointer eller bare kigget ud på de spirende marker. I stedet har jeg brugt tiden på at bande over en QR-kode, der var klistret skævt på standeren.

Vi har brug for en revolution af enkelhed. Vi har brug for, at nogen tør sige, at vi ikke har brug for flere apps, men for flere løsninger, der virker første gang, hver gang. Indtil da må jeg vel bare vænne mig til at være en del af den tavse hær af mænd og kvinder, der står i regnen og venter på, at fremtiden bliver lidt mindre besværlig. Jeg når mit foredrag, men det bliver med en puls, der kræver mere end blot en grøn profil at få ned igen.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.