Jeg gik en tur gennem byen i formiddags, mens januarsolens blege lys forsøgte at trænge igennem den dis, der altid hænger over Danmark på denne tid af året, og pludselig slog det mig: Jeg er den eneste, der bare går. Alle andre er i gang med at producere. Vi er officielt blevet en nation af statister i hinandens reality-shows. Hvis du løfter blikket fra dine egne skosnuder, vil du opdage, at hver anden person, du møder, ikke bare er ude for at trække vejret, men er i færd med at forevige det faktum, at de trækker vejret, i en vinkel, der får deres kindben til at se mere markante ud. Selfie-stangen er blevet det moderne menneskes scepter, og vi svinger den med en selvfølgelighed, der ville få fortidens konger til at rødme af misundelse over den manglende blufærdighed.
Scenen er sat og alle har hovedrollen
Det er en mærkværdig tid, vi lever i. Jeg stod ved kanalen og betragtede en ung mand, der med en imponerende seriøsitet satte sin telefon op på et lille stativ midt på fortovet. Han rettede på sin hue, trak vejret dybt, og så begyndte han at gå ’tilfældigt’ forbi sit eget kamera, mens han kiggede eftertænksomt ud over vandet. Han gjorde det tre gange. Tre gange gik han de samme ti meter, før han var tilfreds med sin egen spontanitet. Jeg stod der og tænkte på, hvornår vi holdt op med bare at være til stede, og i stedet begyndte at kuratere vores eksistens som var vi alle direktører for vores eget personlige medieselskab.
Vi befinder os i det store indholdscirkus. Det er ikke længere nok at opleve noget; det skal dokumenteres, redigeres og distribueres, før det får værdi. Vi er blevet fanger i en opmærksomhedsøkonomi, hvor valutaen er likes, og hvor konkursen truer, hvis man glemmer at poste sin morgenmad eller sin eksistentielle krise inden frokost. Det er som om, vi alle er blevet influencers nu, uanset om vi vil det eller ej. Selve det offentlige rum er forvandlet til et gigantisk filmstudie, hvor vi andre, der bare prøver at nå hen til bageren efter en fastelavnsbolle, konstant risikerer at vade ind i en andens ‘take’.
Autenticitet på dåse og strategisk sårbarhed
Det mest ironiske ved hele dette cirkus er den desperate jagt på det autentiske. I nutiden er intet så planlagt som det tilfældige. Vi ser videoer af folk, der ‘vågner op’ med perfekt hår og et budskab om at være tro mod sig selv, mens de diskret har placeret en sponsoreret energidrik i baggrunden. Vi har skabt en kultur, hvor sårbarhed er blevet et strategisk værktøj. Man ‘deler ud af sig selv’, men man gør det med et filter, der fjerner de mest ubehagelige kanter af virkeligheden.
Folk kræver ytringsfrihed som kompensation for den tankefrihed, de sjældent benytter. Man kunne tilføje, at vi kræver sendetid som kompensation for det liv, vi har glemt at leve, fordi vi havde for travlt med at filme det. Vi taler så meget om at være ‘ægte’, at vi har glemt, hvordan man er det uden et kamera som mellemmand. Det er som om, vi er bange for, at hvis vi ikke uploader vores oplevelser til skyen, så fordamper de bare og bliver til ingenting. Men måske er det netop i det flygtige, i det ufortalte og i det ufilmede, at det rigtige liv findes.
Jeg overvejer tit, hvad det gør ved vores fællesskab, når vi alle ser verden gennem en 6,7 tommer skærm. Når vi møder et andet menneske på gaden, ser vi så et medmenneske, eller ser vi en potentiel statist, der står i vejen for vores baggrund? Respekten for det fælles rum er i skred, når vi forventer, at hele verden skal tie stille, fordi vi lige er i gang med at optage en ‘story’ til vores tre hundrede følgere. Det er en form for moderne narcissisme, der er kamoufleret som ‘content creation’.
Algoritmens pisk og den evige optræden
Problemet er jo, at systemet kræver det af os. Hvis du ikke poster, så findes du ikke i algoritmens øjne. Og hvis du ikke findes for algoritmen, så dør dit digitale jeg. Det er en brutal form for overlevelseskamp, der foregår i det skjulte. Jeg taler ofte med virksomheder om kommunikation, og de er lige så desperate. De føler, de skal danse med på de nyeste trends, pege på usynlige skilte i luften og bruge mærkelige lydeffekter for at blive hørt. Men i jagten på at være relevant for algoritmen, ender man ofte med at blive fuldstændig ligegyldig for mennesket.
Vi har fået et samfund, hvor alt kan gøres til en vare. Dine følelser, dine børn, din sorg og din glæde er alle råmaterialer i den store indholdsmaskine. Det er udmattende. Jeg kan mærke det selv, når jeg står på en scene og holder foredrag. Der er altid nogen, der filmer de første fem minutter, men glemmer at lytte til de næste femoghalvtreds. Vi er blevet samlere af klip, men har mistet evnen til at samle på sammenhænge.
Måske skulle vi prøve at genindføre det uperfekte. Ikke det ‘uperfekte’ som en stilart med råt lys og veltilrettelagt rod, men det rigtige uperfekte. Det, hvor man glemmer at tage et billede, fordi man havde det for sjovt. Det, hvor man ikke har en pointe med alt, hvad man gør, men bare gør det, fordi det føles rigtigt i øjeblikket. Jeg nægter at tro på, at vi alle er skabt til at være vandrende reklamesøjler for vores egne liv.
Et oprør fra bænken
Næste gang jeg går tur, vil jeg gøre det til en sport at være så lidt ‘content-venlig’ som overhovedet muligt. Jeg vil sætte mig på en bænk og kigge på en fugl uden at identificere arten via en app. Jeg vil tale med en fremmed uden at tænke på, om samtalen kunne bruges i en podcast. Og jeg vil lade min telefon blive i lommen, selvom lyset over Aarhus Ø er så smukt, at det skriger på et filter.
Vi har brug for en opmærksomhedsstrategi for at generobre vores opmærksomhed. Vi har brug for at huske, at vi er mennesker før vi er brugere. Indholdscirkusset kører videre, uanset om vi optræder i manegen eller ej, så vi kan lige så godt sætte os på de billige rækker og bare kigge på, mens vi ryster lidt på hovedet af det hele. Verden bliver ikke mindre smuk af, at den ikke ligger på din profil. Tværtimod. Den bliver ofte meget smukkere, når den kun findes i din hukommelse.
Det handler om ordentlighed overfor sig selv. Vi skylder os selv ikke at være til salg døgnet rundt. Vi skylder os selv at have øjeblikke, der er så private, at selv ikke skyen kan finde dem. For hvis alt er offentligt, så er intet helligt. Og hvis intet er helligt, så bliver livet bare en lang, flad række af pixels uden dybde.
Jeg vil fortsætte min tur nu. Uden selfie-stang, uden manuskript og uden at bekymre mig om rækkevidden af mine skridt. Buddy er allerede løbet i forvejen, og han er fløjtende ligeglad med, hvordan hans hale ser ud på video. Der er meget, vi kan lære af hunde. De lever i nuet, fordi de ikke har fundet ud af, hvordan man downloader en app, der kan gemme det til senere.
P.S. Hvis du har brug for en modvægt til det polerede indholdscirkus og vil høre om, hvordan vi genfinder den ægte kommunikation i en digital tidsalder, så kig forbi min side om foredrag. Jeg lover, at jeg ikke tvinger dig til at filme noget, men jeg lover til gengæld, at vi taler om ting, der betyder noget, når skærmen går i sort. Book mig til en ærlig samtale om ånd, folkestyre og kunsten at være et menneske uden filter.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
