Der er blevet meget langt fra mit kaffebord i Restrup Enge til gangene på Christiansborg. Ikke bare i kilometer. Dem kan man trods alt måle og køre igennem. Nej, jeg mener i forståelse, i tone, i respekt for livets nuancer, der leves uden for ministerbilerne og de glatte gulve.
Vi sidder herude og ser til med en blanding af undren og træthed. Ikke fordi vi ikke kan forstå, at et land skal ledes. Men fordi det mere og mere føles, som om ledelsen er flyttet ind i sin egen boble og har glemt, hvordan virkeligheden ser ud fra et køkkenbord ved Aalborg, fra en skolegård i Skjern eller fra en virksomhed, der ikke har en presseafdeling til at forklare sig fri af noget som helst.
Når systemet mister lugten af våd jord
Det mest forstemmende er ikke engang fejlene. Fejl begår vi alle. Det mest forstemmende er den voksende fornemmelse af, at fejlene bliver begået af mennesker, som ikke længere mærker konsekvensen af dem. Der sidder nogen i hovedstaden og skruer på håndtag, tal og bekendtgørelser, mens resten af landet står tilbage med regningen, tavsheden og trætheden. Ikke dramatisk på film-måden. Bare almindeligt menneskeligt slidt.
Man kan mærke det i samtalerne, når man holder ind og får kaffe, eller når nogen læner sig ind ad bilruden og siger det, som det er: De derinde har glemt os. Ikke i den primitive forstand, hvor man tror, hele Danmark er styret af onde mennesker. Den analyse er for doven. Nej, de har glemt noget mere alvorligt. De har glemt, hvordan almindelige menneskers liv faktisk føles, når beslutningerne lander. De har glemt ventetiden, usikkerheden, den lokale stolthed, den lille virksomhed, foreningen, den skole, der kæmper, og den tavse værdighed hos folk, som ikke råber op, men bare bærer.
Det er jo det, der er hele pointen. Baglandet er ikke en kulisse. Det er ikke noget, man kan nævne i en valgkamp, tage et billede med og så ellers administrere på afstand. Baglandet er Danmark. Men inde på Borgen er der efterhånden så mange, der taler om landet, som om de stod med et excelark og ikke med et fællesskab. De taler om os som målgrupper, regioner, udfordringer og hensyn. Sjældnere som mennesker.
Grundtvig talte om folkelighed, ikke som pynt, men som forudsætning. Et folkestyre uden folk er bare styre. Og et styre uden jordforbindelse bliver hurtigt forelsket i sig selv. Der er noget næsten komisk i, hvor professionelt man kan kommunikere sig væk fra virkeligheden. PowerPoints kan åbenbart meget, men de kan stadig ikke høre, når et land sukker.
Når baglandet råber og kun hører ekko
Det er her, min tvivl begynder at nage. For kløfter står jo ikke bare og passer sig selv. De vokser, hvis ingen bygger bro. Og lige nu virker det ærlig talt ikke, som om der bliver bygget ret meget andet end forklaringer. Herude ser vi til, mens Borgen taler og taler, som om ord alene kan lukke afstanden mellem system og virkelighed.
Jeg har længe troet, at det folkelige Danmark nok skulle finde en måde at råbe dem op på. At sund fornuft, stædighed og den gamle danske vane med at sige “det dér går simpelthen ikke” på et tidspunkt ville trænge igennem murene. Men jeg er ikke så sikker længere. Det er måske det mest urovækkende af det hele. Ikke bare at afstanden vokser, men at ekkoet gør det samme. At ordene fra Solbjerg, Salling, Skjern og Sydfyn simpelthen ikke længere når ind som andet end baggrundsstøj i et system, der er blevet alt for glad for sin egen summen.
Det er ikke vrede i ren form. Det er værre end det. Det er den stille tvivl på, om nogen overhovedet lytter. Og når den tvivl først flytter ind i et folkestyre, så begynder noget at rådne. For så holder folk ikke nødvendigvis op med at mene noget. De holder op med at tro på, at det nytter at sige det højt.
Derfor er det heller ikke nok at romantisere provinsen eller holde endnu et halvhjertet pressemøde om sammenhængskraft. Hvis Christiansborg vil tages alvorligt, må Christiansborg også tage det alvorligt, at landet ikke ender ved Valby Bakke. Det burde ikke være en revolutionerende tanke, men i 2020 lyder den næsten sådan.
Det enkelt hverdagsliv er blevet undervurderet i alt for mange år. Som om nærhed er noget småborgerligt, og centralisering er det samme som fremskridt. Det er en gammel fejl. For når man mister jordforbindelsen, mister man før eller siden dømmekraften. Og så står vi tilbage med et system, der er klogt på papir og dumt i praksis.
Er der plads til ånden i systemet?
Det store spørgsmål er, om der overhovedet er plads til “ånd” i det nuværende system. Vi taler meget om styring, om data og om håndtering, men for lidt om det, der gør et samfund værd at holde sammen på. Den ånd, der bor i højskolerne, i foreningerne, i de små samtaler efter mødet i forsamlingshuset eller ved kaffemaskinen på en arbejdsplads, er ikke hyggeligt tilbehør. Det er selve fundamentet under folkestyret.
Hvis systemet mister respekten for dét, så bliver vi fattige på den farlige måde. Ikke kun økonomisk, men menneskeligt. Så kan vi have nok så mange planer, udspil og pressemøder, og alligevel stå tilbage med et land, hvor stadig flere føler sig udenfor deres eget demokrati. Derfor er spørgsmålet ikke bare, hvordan vi styrer Danmark. Spørgsmålet er, om vi stadig vil forstå det.
Afstanden må ikke blive den nye normal
Det er det, der gør mig bekymret. Ikke bare vred for et øjeblik, men oprigtigt bekymret. For hvis vi vænner os til, at der er langt fra Solbjerg til Christiansborg, så vænner vi os også til et folkestyre, der har glemt folket undervejs.
Vi har brug for at finde tilbage til noget mere fælles, mere jordnært og mere ordentligt. En retning, der ikke kun handler om København, men om hele det land, som så mange ynder at tale på vegne af. Ellers risikerer vi at stå tilbage med et Danmark, hvor magten er blevet sit eget ekkokammer, og hvor resten af landet ikke engang længere orker at banke på ruden.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
